Energivenlig jul: Pynt op med julelys uden elsmæk
I et forsøg på at holde elregningen i skak i december måned, behøver du ikke spinke og spare. En udskiftning af de gamle lyskæder, gør en kæmpe forskel.
Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis du vil vinde konkurrencen om det mest julepyntede hus på vejen. Især hvis du ikke har skiftet dine lyskæder i nogle år.
De seneste par år, er det nemlig blevet mere normalt at bruge LED-pærer i julens lyskæder, hvor der før primært blev brugt glødepærer.
Energistyrelsen anbefaler, at du dobbelttjekker dine lyskæder, fordi dem med LED-lys både er mere miljøvenlige og samtidig sparer dig for knapt 80 procent af elregningen.
Du kan kende en lyskæde med glødepærer på, at pærerne ofte er aflange, og så er det muligt at se glødetrådene inde i pæren. Er det en LED-pære, vil der ikke være nogle glødetråde.
På Energistyrelsens hjemmeside er det udregnet, hvor meget du kan spare, hvis du skifter dine gamle glødepærekæder ud. Hvis du for eksempel har en enkelt lyskæde tændt døgnet rundt i seks uger op til jul, kan du spare op til 150 kroner per kæde ved at bruge en LED-lyskæde.
Samtidig rådgiver Energistyrelsen til, at man vælger den lyskæde med lavest watt-tal. Jo lavere watt, jo mindre bliver din elregning. Det er muligt at finde LED-lyskæder, der bruger så lidt som fem watt.
Er du samtidig typen, der har det med at glemme at slukke kæderne, bør du overveje at købe et tænd-sluk-ur. Det anbefaler Benny Hebsgaard, der er energirådgiver ved NRGi.
- Overvej, hvornår det er vigtigt at have lyskæden tændt. Om natten sover størstedelen alligevel, og om dagen er naboerne alligevel på arbejde, siger han.
Med et tænd-sluk ur kan du indstille det til at tænde lyskæderne om morgenen, slukke lysene, mens du er på arbejde, og tænde dem igen, når du kommer hjem fra arbejde. På den måde sparer du minimum syv timers brug hver eneste dag, hvis du slukker lyskæderne i dagslys, påpeger Benny Hebsgaard.
Et andet sted du kan spare, uden du mærker noget til det, er varmen i huset. Når hjemmet skal fyldes med gæster, bør du skrue ned for din radiator. Her kan I nemlig godt klare den på hjertevarme.
- Skru radiatoren et par grader ned, inden dine gæster kommer. Selvfølgelig ikke så meget, at folk fryser, men bare en smule, siger energirådgiver Benny Hebsgaard.
Kropsvarmen fra dine gæster sørger nemlig for, at du ikke behøver have dine radiatorer sat på fem.
- Så kan du skrue dine radiatorer op igen, når gæsterne er gået. På den måde er der en fin temperatur i hjemmet, når du vågner dagen efter, siger han.
/ritzau fokus/