Boguddrag: Børn, der er rustet til modstand, har det bedre

Her følger et uddrag af Sofie Münsters nye bog ”Kærlighed er ikke nok”.

Det er formentlig de færreste mennesker, der har hørt om den newzealandske by Dunedin, for på trods af at den er den sydlige øs næststørste, så er den ikke kendt for noget som helst i den brede offentlighed.

Nævner man byens navn i forskerkredse, får man imidlertid en helt anden reaktion. Her vækker navnet ikke bare genkendelse, men også dyb respekt. Hen over snart fem årtier har Dunedin nemlig været hjemsted for verdens hidtil største studie af mennesker. Projektet går under navnet ”Dunedin-studiet”, og det har ført til utallige opdagelser om alt fra menneskers genetik til årsager til kriminalitet. Faktisk så mange, at forskerne bag har udgivet en ny artikel hver fjortende dag igennem mere end 40 år.

Studiet udmærker sig ved, at forskerne har fulgt de samme godt tusinde mennesker fra deres tidlige barndom og langt op i deres voksenliv. Men modsat andre studier har man ikke nøjedes med at se på enkelte forhold om deltagernes liv – man har derimod indhentet enorme mængder data om alt fra del tagernes genetik over deres fysiologi og biologi til deres miljø og socioøkonomiske forhold. Man kan således glemme alt om, at det kun er Facebook og Google, der ligger inde med store mængder af data om folk – hvis der er nogle, der ved noget om disse mennesker, er det nemlig forskerne bag undersøgelsen. Og et af de områder, som de har givet særlig opmærksomhed, er, hvilke forhold i barndommen der påvirker, hvordan børn har det, ikke bare mens de er små, men også på den lange bane, når de er fløjet fra reden og er blevet voksne.

Mens børnene var mellem 3 og 11 år, har forskerne således observeret, testet og interviewet børnene, ligesom de har indhentet vurderinger fra både forældre, pædagoger og lærere. De var især interesserede i at finde ud af, hvordan børnenes evne til at håndtere hverdagens modgang og udfordringer ville påvirke deres generelle trivsel og sundhed. Derfor undersøgte de børnenes evne til at rumme sårbare og svære følelser, de så på deres vedholdenhed og kiggede på, om de kunne sætte handling bag deres mål, og så undersøgte de, om børnene på forskellig vis kunne sætte sig selv til side, fx ved at kunne vente på, at det blev deres tur, udvise omhyggelighed, og om de kunne aktivere sig selv frem for blot at blive rastløse og afventende.

Alt det er nemlig vigtigt. Faktisk meget vigtigere end man måske skulle tro, for samlet er det netop den slags faktorer, der ligger til grund for børns evne til at klare hverdagens modstand. De afgør nemlig, om børn er i stand til at holde fast i det, der er vigtigt for dem, de er fundamentet for, at børn kan lære at tage ansvar og tænke på andre, og så er de med til at forme børns evne til at håndtere store følelser, så børnene ikke kommer til at overreagere eller lade en enkelt dårlig oplevelse ødelægge en hel dag. Og selvom det måske på overfladen kan fremstå som mindre væsentlige detaljer om børns adfærd, så skulle Dunedin-studiet senere vise, at de faktisk havde været med til at forme børnenes liv.

De børn, som scorede lavest i forhold til at kunne klare hverdagens modstand, havde således mange flere problemer end de børn, som scorede højest – et billede som blev fastholdt langt op i børnenes voksenliv, hvor forskerne kunne se, at de deltagere, der havde sværest ved at håndtere modgang i deres hverdag som børn, havde flere problemer med deres parforhold, større gældsproblemer, dårligere sundhed og tilmed en markant forhøjet risiko for at være dømt for kriminalitet.

Det gjorde sig sågar gældende, selv når forskerne tog højde for børnenes sociale baggrund og udlignede den indflydelse, som deres sociale arv eventuelt måtte have. Børnenes evne til at håndtere modstand viste sig med andre ord at være en selvstændig faktor, som kan forudsige, hvor godt et liv mennesker får.

Dunedin-studiet er det hidtil mest overbevisende studie, og selvom børns trivsel selvfølgelig påvirkes af mange faktorer, herunder af deres miljø, familieforhold, personlighed og psykologi, så tegner et større antal forskellige studier efterhånden samme billede: Børn får det bedre med sig selv og andre, når de kan klare, at noget går dem imod. Det er altså ikke sådan, at glade børn ikke møder modgang eller udfordringer. Det, der derimod kendetegner dem, er, at de har en helt grundlæggende følelse af, at selvom ting er svære eller uvante, så tror de på, at det er noget, de kan komme igennem og klare, hvis bare de prøver sig frem. Og netop denne grundfølelse har en positiv indflydelse på en lang række af de områder, som forskere normalviskigger på, når de vil undersøge, hvor godt børn har det både i barndommen og videre i livet. I dag ved vi således, at individer, der er rustet til at håndtere forskellige aspekter af modgang:

Der er forskel på fornøjelse og glæde

Når vi tænker på glade børn, kan vi have en tendens til at fokusere på oplevelser, der føles rart nu og her for barnet. At blive samlet op af mor, når man bare ikke orker at gå mere, en sjov film på sofaen i fars arm eller slik torsdag aften (selvom man egentlig kun må få søde sager om fredagen).

Men hvis man vil forstå, hvorfor børns forhold til modgang har så stor indflydelse på deres trivsel, er det afgørende at skelne imellem fornøjelse og glæde. For hvor det muligvis både er sjovt og underholdende at få lov til at spille computer en hel dag, så er det ikke noget, der giver en langsigtet og varig glæde. Det, der er ren fornøjelse, er typisk ikke noget, der kræver ret meget af os, men til gengæld er det heller ikke noget, der frembringer glæde langt ud i fremtiden.

Fornøjelse hviler altså på lyst, afslapning og underholdning, og det står – måske lidt overraskende – i skarp kontrast til glæde, som faktisk ofte stiller krav til os som mennesker. Nogle forskere beskriver glæde som noget, der opstår i forlængelse af en slags personlig tilfredsstillelse, hvor vi kan mærke, at vi lever op til vores eget potentiale og evner at sætte handling bag de intentioner, vi har om, hvem vi gerne vil være som personer, også selvom det kræver en vis overvindelse.

Det er eksempelvis den følelse, der opstår, når et lille barn, der drømmer om at ”kunne selv”, lykkes med at få bukserne på den rigtige vej efter at have fejlet mange gange. Og det er også den følelse, som det lidt større barn kan mærke, når hun overvinder sin frygt og tør spørge en kammerat i skolen, om han eller hun har lyst til at have en legeaftale. På overfladen ligner det umiddelbart to meget forskellige situationer, men de har i hvert fald én afgørende fællesnævner: Mens det står på, og barnet kæmper, er det hverken særligt sjovt eller underholdende, men når det endelig lykkes, kan barnet mærke en helt særlig stolthed og tilfredsstillelse, som rodfæstes og kan genkaldes selv mange måneder efter.

Pointen er derfor klar: Glæde kommer ikke af, at vi skærmer vores børn mod modgang. Det er tværtimod noget, der ganske ofte følger, når vi har haft tilstrækkeligt med is i maven til at lade vores børn mærke, hvordan livet både går op og ned – og det er derfor, børns forhold til modstand har så stor betydning for, hvordan de har det. I stedet for bare at sige ”jeg kan ikke”, ”jeg gider ikke”, ”jeg tør ikke” eller ”det kan nogle andre gøre”, så går de til udfordringerne med et mod på at prøve. De synes muligvis, at det er både strengt og hårdt, at de selv skal bære tasken til børnehaven, men når de er kommet derhen, kan de næsten ikke forstå, hvor stærke de var, og er ved at revne af stolthed. Og selvom det føles næsten ubærligt at give det store stykke kage til den legekammerat, man har med hjemme, så er det lige præcis den slags oplevelser, som over tid er med til at give børn en grundlæggende følelse af at være en god ven – noget der har langt større værdi, end et stort stykke kage nogensinde kan få.

Oplevelser som disse – ambivalente og modstridende som de er i deres natur – kræver altså, at børnene kan finde ud af at rydde lidt sten af vejen. Til gengæld er det selv samme oplevelser, som over tid opbygger børnenes tiltro til egne evner. De får på egen krop lov til at mærke, at de kan klare livet, og det giver dem en grundlæggende glæde ved at leve det. Det er en form for indre styrke, som det er helt centralt at forstå, når man som forælder vil ruste sine børn til at have det godt.

Børn med en indre målestok

Når den danske professor emeritus i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen skal sætte ord på, hvad det er for en form for indre styrke, der ruster børn til at have det godt, plejer han at beskrive det som en ”indre målestok”. En slags kerne, som gør børnene i stand til at handle ud fra nogle normer, værdier og idealer, og som derfor hjælper dem med at træffe valg, når de står i svære situationer. De ved, at der på godt og ondt er noget, der ”gælder”, og de har en stærk fornemmelse for, ”hvad der er mig”. Noget, der ifølge Schultz Jørgensen, giver dem en evne til at ”kunne holde fast i sig selv som aktør”. De mister således ikke fodfæstet, bare fordi tingene ikke er enkle eller kræver noget af dem – de har derimod en indre målestok, som guider dem og hjælper dem med at træffe de valg, der skal til, for at de kan være de personer, de egentlig helst vil være.

Det kan lyde lidt teoretisk, men det er eksempelvis det, der sker, når en lille dreng kan holde igen med at kalde sin mor eller far for ”dum”, når han bliver sur. Han har lært en værdi om, at man skal ”tale pænt til andre”, og selvom det er vanskeligt i situationen, hvor han både er vred og oprevet, så formår han at holde fast i sig selv og sine værdier. Han handler ud fra en indre målestok frem for blot at agere impulsivt eller tilfældigt, og det gør ham langt bedre til at forholde sig til den modstand, der er forbundet med at blive sur på sin mor eller far. Det samme gør sig gældende for større børn i skolegården. Forestil dig eksempelvis en pige, som oplever, at hendes kammerater bagtaler nogle af de andre fra klassen. Det er en ubekvem og ubehagelig situation, som det er svært at navigere i, medmindre hun har en stærk indre målestok med sig hjemmefra, som fortæller hende, at det er forkert og dermed kan hjælpe hende med at sige fra. I situationen føles det formentlig både grænseoverskridende og ensomt at sætte grænser over for sine kammerater, men bagefter vil hun kunne mærke, hvor meget bedre det føles at handle ud fra nogle værdier om, hvem man gerne vil være som menneske, frem for at være en person, der kommer til at gøre ting, som kan gøre andre børn kede af det.

Børn med en indre målestok har med andre ord nogle koordinater i tilværelsen. Der er noget, der er rigtigt, og noget, der er forkert. Og måske vigtigst: Der er noget, der gælder. Uden en sådan indre målestok er det nærmest umuligt for børn at vide, hvordan de skal forholde sig til de svære situationer, de oplever. De vil være overladt til deres impulser eller til blot bevidstløst at gøre det, de andre børn gør. Hvis de andre lyver, så lyver jeg også, hvis de andre springer over i køen, så gør jeg det også, og når de andre drikker alkohol, så gør jeg også det. Frem for at være personer, der kan mærke et stærkt selv, kan børnene i stedet føle en form for magtesløshed og rodløshed, som kan gøre det svært at handle i de situationer, som er udfordrende eller krævende. Sat lidt på spidsen aner de simpelthen ikke, hvad de skal gøre, når noget er svært.

Omvendt får børn det grundlæggende godt, når de kan mærke med sig selv, at de kan sætte handling bag de værdier, normer og idealer, der er vigtige for dem. Når de ved, hvad de selv står for, og har styrken til at holde fast i sig selv på trods af modgang og udfordringer. Opbygningen af børns indre målestok er derfor omdrejningspunktet for denne bog. Det er nemlig den, der bygger en bro imellem den modstand og sårbarhed, som alle børn møder, og den følelse af glæde og tilfredshed, som ganske ofte ligger på den anden side af det.

Alt dette er noget, vi ved, men det er jo ikke det samme, som at vi ved, hvordan vi skal gøre det. Derfor handler det næste kapitel om, hvad vi forældre kan gøre for at give vores børn så stærkt et fundament af værdier, at de er rustet til at have det godt både i barndommen og i resten af livet.

Bogen kan købes på politikensforlag.dk.