Tapperihallen, Hellerup: DET' BARE MÆND

Tapperihallen, Hellerup: DET' BARE MÆND
Af Terrence McNally
Musik: David Yazbek
Oversættelse: Hans Kragh-Jacobsen og Allan Mortensen
Scenografi: Marianne Nilsson
Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul
Spiller til 20. december

Hvorfor besætter man hovedrollerne i en musical med skuespillere, der ikke har en tone i livet? Svaret må være det sørgelige, at de samme skuespillere er kendt fra film og fjernsyn og derfor formodes at kunne sælge billetter.

Resultatet er den jammerligst sungne musical i mands minde. At der så samtidig spilles teater på skolekomedieniveau, føjer kun spot til skade. I Madeleine Røn Juuls uinspirerede og ubehjælpsomme iscenesættelse tages ingen af personerne tilsyneladende alvorligt.

Lyspunktet Kølpin

Det strejf af menneskelig værdighed, som både filmen og musicalen rummer, er her blevet til tumpet typekomedie på grænsen til parodien. Det hele minder mest af alt om overspillet ølkrussvingende underholdning, hvor sangene tilsyneladende bare brøles afmægtigt ud med ophøjet foragt for komponist og idé.

Helt utilstrækkelig virker Peter Mygind i den centrale rolle som den fraskilte far, der er tæt på at spille fallit både i sit arbejdsliv og i forholdet til sønnen. Vi tror ham ikke, og han synger forfærdeligt. Klaus Bondam udfylder hæderligt rollen som holdets tykke og forsagte fyr, Gordon Kennedy fjoller sig igennem på sin egen facon, som han plejer, sødt selv om det er ærgerligt, at han derved fuldkommen spolerer en af forestillingens alvorligt mente og smukke sange om kærligheden, der formår at sætte mennesket fri.

Resten af herresiden er ikke meget bedre - undtagen måske lige charmetrolden Alexander Kølpin som den professionelle og velhængte stripper. Det er ikke dårligt gået i en svær rolle.

Utroværdigt

Hos pigerne lyder sangstemmerne lidt bedre, og dermed er alt sagt. Det kvindelige hovedparti spilles hårdt og larmende af Pernille Højmark, der har forklædt sig som afdanket og alkoholiseret klaverbokser.

Utroværdigt og blottet for sødme, men sikkert vældig sjovt til de firmafester og julefrokoster, som forestillingen tydeligvis satser mest på.

»Her mangler meget,« lyder omkvædet i hendes sang efter pausen, hvor amatørstripperiet skal indøves.

Ja, det tør siges. Om hele forestillingen.

Velgørende underspillede og troværdige undtagelser er Asger Reher og Kristian Halken i små sideroller.

Synd at deres talenter skal misbruges i en højtråbende og ucharmerende forestilling, der i sjælden grad må siges at være fejlbesat.

Der er vist ikke andet at sige, end at det' bare for ringe.