Mick Øgendahl: UNDSKYLD
Mick Øgendahls nye stand-up-show er en ujævn, men underholdende affære med indlagt film.
Mick Øgendahl: UNDSKYLD
Landsturné til 10. april
Stand-up - nu med film! Ja, hvorfor ikke. Halvanden times højhastighedssnak, som stand-up-stilen jo ofte er, kan godt blive en anelse monoton og enerverende grinene til trods.
Så Mick Øgendahls indlagte novellefilm om to brødres tur til Sverige efter en hund som forsoningsgave til storebroderens ekskæreste, fungerer slet ikke så tosset. Dels fordi filmen, der skildrer de to brødres indbyrdes forhold, er både fin og sød, dels fordi de indlagte filmbidder skaber en behagelig afveksling i rytme, lydstyrke og synsindtryk. Og så er Mick Øgendahl præcis og troværdig som den lidt underkuede lillebror over for den dominerende, bøffede og massivt selvcentrerede storebror spillet af Kim Bodnia, der vanen tro mere byder på type end på talent.
Mygs spisevaner
Det nye show, der hedder "Undskyld", handler angiveligt om de mange situationer, hvor vi burde bruge det lille ord. Og nej, der er ikke noget om Muhammed-krisen og tak for det, men ellers pendler Øgendahl lystigt fra mænds kejtethed over for hinanden over pigers pyssenysseri til barndommens sure madpakker, fra ventetid på skadestuen og rygeres opførsel til mygs spisevaner og moderne børneopdragelses mangel på konsekvens.
Rigtig sjov er sekvensen, hvor han giver bud på alt det, man efterfølgende ville ønske, at man havde fået sagt af sarkastiske bemærkninger og ætsende spydigheder til den sure butiksekspedient eller den selvretfærdige togkontrollør.
Verbalt maskingevær
Undervejs vandrer Øgendahl frem og tilbage på scenen som en krydsning mellem en charmetrold og en lille sej fætter, mens det verbale maskingevær skyder med komiske spredehagl. Uden større sammenhæng og oftest også uden at udnytte sin titels potentiale specielt indlysende.
Måske kunne man have ønsket sig lidt større sammenhængskraft, men omvendt bebrejder man jo heller ikke en revy, at det ene nummer bare afløser det næste, og dybest set er stand-up jo bare en enmandsrevy.
Og sjovt er det da, ikke mindst fordi Øgendahl kan kunsten at tage dagligdags situationer, vride dem en halv omgang og sende dem af sted i strakt ordgalop ud over sprogets vilde og vanvittige stepper.