Privatteatret, København: KOMETERNE
Tre suveræne komikere i halvtam vinterrevy.
Privatteatret, København: KOMETERNE
Tekster: Carl-Erik Sørensen, Peter Møller Holst m.fl.
Kapelmester: Sascha Dupont
Til 17. december,
derefter landsturné
til 11. marts.
Tre komiske fyrtårne, Ulf Pilgaard, Niels Olsen og Søren Østergaard, gør deres entré iført badekåber, laksko og stikkelsbærben. Stemningen i salen er fyrtårnshøj fra begyndelsen.
Vi hygger os rigtig, mens de harper løs på hinanden med hensyn til alder og kendthed. Bagefter er der konkurrerende fællessang om, hvem af de tre, der er mest populær. Et helt teater ender med at synge, brøle og trampe om kap. Og så er forestillingen for resten slet ikke begyndt endnu!
Ikke retfærdighed
Se, det var en rigtig god og lovende begyndelse.
Resten kan desværre ikke holde det overgivne tempo og den vilde humor i en forestilling, der blander ingredienser fra klassiske revynumre med Linie 3-sange og Ørkenens Sønner-nonsens.
Problemet er som i så mange andre revyer før denne, at tre suveræne komikere har fået - eller valgt? - et materiale, der langtfra yder deres talenter retfærdighed.
Kvaliteterne
Men nogle af numrene gør. Niels Olsen som halvgammel dansktopsanger, der drømmer om at være ung med de unge, er en præcis og medrivende parodi.
Nummeret om den lille grønthandler, der spilles i tre forskellige versioner, er også glimrende. Først får vi den øllede danskermodel, derpå den racistiske, hvor kernedanskeren sviner indvandrer-grønthandleren til, og til sidst musical-udgaven, hvor ikke en trusse er tør, når Olsen og Pilgaard synger om hjerte og smerte, om hjemstavn og længsler med ulidelig musical-inderlighed.
Og ballonnummeret lige inden pausen er sublimt. Tre velvoksne herrer valser rundt kun iført balloner foroven og forneden. Og der bliver færre og færre balloner! Her forenes komisk talent med originalitet og uforudsigelighed.
Rutineforudsigelig
Det er de kvaliteter, som man kan savne i resten af forestillingen. Heldigvis er der selv i det mest bovlamme nummer øjeblikke af stor komisk effekt. Som når Søren Østergaard midt i en ældgammel og alenlang hattebutik- og tjenersketch begynder at døvetolke, hvad de andre siger. Så ler vi taknemmeligt, fordi den ægte galskab pludselig bryder igennem vanekomikken.
Undervejs kredser de tre om, hvad kvalitetshumor egentlig er, de afbryder hinanden og de diskuterer, hvad der er morsomt på en scene. Veteranen Ulf Pilgaard er ikke mindst flittig til at skælde ud på de to andre - præcis som Preben Kristensen har gjort det i 25 gabende forudsigelige år hos Linie 3 - fordi de ikke arbejder seriøst nok. Den påstand er nu ikke sand.
De tre knokler virkelig for føden og latteren. Det er således en fryd at se tre præcisionskomikere arbejde med mimik, timing og musikalitet. De - og vi - havde bare fortjent bedre og mindre rutineforudsigelig føde at grine af.