Nørrebros Teater: NISSEBANDEN
Hyggeligt gensyn med nissebanden fra TV-julekalenderen.
Nørrebros Teater
NISSEBANDEN
Af Flemming Jensen
Musik: Hans Dal
Scenografi: Kirsten Brink
Iscenesættelse:
Thomas Mørk
Til 19. december Juleforestillinger er der altid noget i vejen med. Det kan aldrig bare blive jul på teatret uden problemer.
Enten er risengrøden blevet væk og gaverne forsvundet, eller også domineres historien af en eller flere magtfulde personer, der af uransagelige grunde ganske enkelt hader jul. Derfor skal der kæmpes, inden vi til sidst når frem til fryd, fred og fælles juleglæde.
Således også her i Flemming Jensens videredigtning af DR's julekalender om nissebanden i den gamle vandmølle uden for landsbyen. Her er det intet mindre end selveste juleglæden, der mangler. Ikke blandt nisserne, men hos den lokale skurk, Frederick, der systematisk underbyder de små handlende med det resultat, at de må lukke på stribe.
Til sidst er der så kun ham og hans store butik tilbage i den lille landsby, og selv om den materielle velstand angiveligt er vokset blandt indbyggerne på grund af de lave priser, er hjælpsomheden og livsglæden samtidig forsvundet.
Sammenhængen er ikke ganske klar, men da manglende livsglæde ifølge sagkundskaben indebærer, at julemanden ikke dukker op juleaften, må nissebanden selvfølgelig i gang med at skaffe glæden tilbage. Det klarer vi lige akkurat til allersidst, da skurken traditionen tro besinder sig og omvendes til julens lyksaligheder, hvorpå finalenummeret om næstekærlighedens pris kan afsynges af fuld hals.
Lige så lidt overraskende er det, at skurkens rolle selvfølgelig er den sjoveste.
Steffen Eriksen, forholdsvis nyuddannet fra Odense Teater, har både krop og mimik til den barnligt tyranniserende Frederick, der savner kærligheden i sit liv.
Muntert energiske er også nissebanden med Jesper Asholt som lune Lunte, Trine Gadeberg som generte Pyt, Roger Matthisen som calypsonissen Jo Jo, Pia Rosenbaum som komfurnissen Sugar og Michael Sand som den energiske islandske fitnisse, Figur.
Omkring dem joller Christoffer Bro og Terese Damsholt rundt som skurkens godhjertede forældre i en forestilling, der tager et temmelig langt tilløb, inden den kommer i gang med det sjove.
For meget ordspil
Der tales for meget i ordspil, som ikke rigtig brager igennem, og der sker for lidt. Det letter heldigvis inden pausen og klarer sig frelst igennem til sidst, godt hjulpet af seks herlige og uspolerede unger og en håndfuld sange, båret af enkle, iørefaldende melodier.
Stort er det ikke, men hyggeligt og lykkeligt blottet for den vamle sentimentalitet, der altid lurer på julens teater.