Det Kongelige Teater: SPAR DAME

Var det med anledning i Lone Koppels 40-års jubilæum, at operachefen Kasper Holten nu personligt havde genopfrisket sin "Spar Dame"-opsætning og benyttet lejligheden til at udvide den gamle grevindes rolle rent scenisk?

Ikke godt at vide. Men det, han har gjort, giver bestemt god mening. Ikke mindst, at det nu er hende og ikke kejserinden, der gør entré i slutningen af balscenen. Hun ses kun af officeren Herman, der er besat af den kortspilshemmelighed, hun formodes at besidde. Resten af forsamlingen hylder Katarina den Store. Men Herman kan ikke slippe sin spillegale vision om den gamle grevinde.

Og det er den, vi oplever sammen med ham.

For ikke at forvirre publikum yderligere har man droppet Wenzel de Neergaards danske overtekster lige på dette punkt. Og det er måske rimeligt nok.

Ved jubilæumsforestillingen lørdag aften var samtlige hovedrollehavere i superb form, og efter tæppefald druknede jubilaren i et veritabelt blomsterhav.

Også forestillingens nye dirigent, russiske Alexander Polianitjko, styrede ved fremkaldelsen direkte mod Lone Koppel og gav hende et stort kram.

Med ham er forestillingens musikalske ansvar kommet i usædvanlig kompetente hænder. Der var myldrende liv også i orkestrets mellemstemmer. I den store konfrontation mellem Herman og grevinden var de sordinerede strygere uheldssvangre og soloklarinetten direkte livsfarlig.

De mindre roller er i denne sæson kolporteret ud i korsangernes rækker. Det viste sig, med en enkelt undtagelse, at være fuldt forsvarligt.

Og som helhed er det jo herligt at kunne konstatere, at en opsætning, som allerede ved sin premiere for halvandet år siden, forekom at være et begavet bud på en svær opgave, har kunnet vokse, fordi der er blevet arbejdet ordentligt videre med den.