Bellevue Teatret, København: DER SIDDER TO MAND PÅ EN TØMMERFLÅDE
En rigtig dum farce med Flemming Jensen og Søren Østergaard, lover plakaten på Bellevue Teatrets facade. Somme kunne godt finde på at synes, at det med det dumme ikke var ramt helt ved siden af.
Bellevue Teatret, København:
DER SIDDER TO MAND PÅ EN TØMMERFLÅDE
Af og med Flemming Jensen og Søren Østergaard
Scenografi: Marianne Nilsson
Iscenesættelse: Peter Schrøder.
Spiller til 28. februar, derefter landsturné.
Andre vil nyde forestillingen som et par timers venlig og pudsig underholdning i selskab med et par komikere, de godt kan lide.
Jeg hører nok mest til i den sidste kategori. Jeg hygger mig med de to fjollehoveder, der tosser rundt i en selvskrevet farcetekst med sin helt egen logik. Det er noget med, at Flemming Jensen har fundet ud af, at han aldrig har været morsom, og at han derfor hellere vil være seriøs dramatiker. Nu er han og Østergaard så blevet installeret på Bellevue, hvor det nyeste Jensen-opus, "Den lyserøde Pimpernel", et historisk nutidsdrama, skal have premiere. Imidlertid viser det sig, at den forestilling, de to i virkeligheden er hyret til at spille - og som publikum har købt billetter til - er en hyldest til Kjeld Petersen og Dirch Passer med masser af deres numre indlagt.
Tre gange Strøbye
Det skaber forvirring, som ikke bliver mindre af, at Henrik Lykkegaard dukker op i diverse udklædninger. Som rasende Kjeld & Dirch-fan, som kulturministeren i korte bukser, som Ghita Nørby med to store hunde og flagrende gevandter, og ikke mindst som Axel Strøbye.
Sidstnævnte skulle nemlig være Pimpernelle-stykkets store gæstestjerne, men han er ikke dukket op. Formentlig fordi han aldrig har været hyret til forestillingen. Som jo i virkeligheden skulle være en hyldest til Kjeld&Dirch. Og her stopper vi ikke. For Lykkegaard er ikke den eneste Strøbye på scenen. Vi ender i bedste farcestil med hele tre i en gang Crazy Christmas Cabaret med parodi på den franske revolution.
Victor Borge-effekt
Somme vil nok mene, at forestillingen, sine tre Strøbyer til trods, er lige lovlig tyndbenet, og at Jensen og Østergaard leverer standardvarer, numre og verbalkomik, vi har set og hørt før. Andre vil synes, at det netop er noget af det, der gør forestillingen fornøjelig. En slags Victor Borge-effekt.
Men hvad så med Kjeld Petersen og Dirch Passer? Ja, vi får brudstykker fra nogle af deres monologer, men brugt i ny sammenhæng, hvor humorens væsen og metoder samtidig diskuteres. Vi får også et par sangnumre fra gamle film med Dirch Passer og Ove Sprogøe!
Skal man overhovedet tale om en gennemgående tråd i forestillingen, må det være, at den gælder en kappestrid om, hvem der er den morsomme af de to - Østergaard eller Jensen.
For publikum er svaret forhåbentlig og formentlig, at det er de begge to. Hver for sig og sammen, i tykt og tyndt. Hvor der måske nok i dette tilfælde er mest af det sidste.