Rialto Teatret: DEN FORVISTE ENGEL
Tænk, hvis digteren Michael Strunge havde haft en skytsengel den skæbnesvangre dag i 1986. Nu må vi nøjes med hans som oftest sortsynede og dybt pessimistiske tekster.
Rialto Teatret: DEN FORVISTE ENGEL
Tekster af Michael Strunge, Mikael Wiehe, Karen-Lise Mynster m.fl.
Musik: Michael Wiehe m.fl.
Scenografi: Birgitte Mellentin
Iscenesættelse: Bill Holmberg
Sidste dag 1. november
De udgør den ene centrale del af denne lille, intense cabaret, mens svenske Mikael Wiehes livsbekræftende sangtekster leverer den anden lige så vigtige del. Han er kampen for og glæden ved at være til, mens Strunge tegner det opgivende mørke og den menneskelige isolation.
I midten står Karen-Lise Mynster som kvinden, der elsker livet, men ikke helt kan finde ud af at leve det. Som savner mænd, men har svært ved at fange dem ind. Som blandingen af en linedanserinde ude af balance og en lidt forpjusket sylfide i krøllet tyl står hun lettere lammet af sin angst for ikke at nå at leve livet, før det er forbi. Med kontant lune fortæller hun om sine to kasserede ægtemænd og om at føle sig uden for livet.
Heldigvis for hende har hun en skytsengel. Peter Oliver Hansen spiller ham underfundigt, mildt og sørgmodigt-diabolsk i jakkesæt med brune vinger, mens han fremmaner et dystert univers, hvor verdens lys kun stråler ud fra tusinder af blåligt flimrende fjernsynsskærme i mennesketomme, fremmedgjorte byer. Det kræver styrke at hamle op med så barske ord som Strunges.
Lune og selvironi
Den har Karen-Lise Mynster til overflod. På samme tid sårbart sitrende, saftigt sødmefuldt og med en smukt flammende, nærmest trodsig råstyrke lægger hun sit liv frem med kontant lune og munter selvironi eller synger Mikael Wiehes sange om kærligheden og parforholdets svære kunst og om at kæmpe for livet, så man bare ønsker, at hun aldrig holder op.
Lysende klarhed
Det er den ene dejlige side af denne forestilling. At den rummer så stærke, lyriske ord, og at den evner at formidle dem så overbevisende. Den anden store kvalitet er det sceniske udtryk. I scenografen Birgitte Mellentins delikate, abstrakte halvcirkel-dekoration af grå døre og neonstriber i gulvet indskriver Bill Holmbergs stramme og koreografisk smukke iscenesættelse sig med lysende klarhed.
Resultatet er en sjældent raffineret cabaret. Stor i det lille format. Klog på mennesket og fuld af mod på livet.