Der er kun ét element i ”Tinkas juleeventyr”, som for alvor trækker ned

I 1980’erne og 90’erne kunne alle børn synge med på sangene fra tv-julekalenderne om Nissebanden og Pyrus. I det nye årtusinde er det nissepigen Tinka – og Burhan G’s sange til de tre julekalendere om hende – som alle kender.

Derfor er det også et ret genialt træk at afrunde ”Tinkas juleeventyr” med en omgang fællessang med den altid karismatiske Szhirley i front.

Men musicalen rummer heldigvis meget mere end det. Både talentfulde skuespillere og sangere, fængende, nye musiknumre og en hjertevarm julehistorie. Faktisk er der kun én ting, som for alvor halter.

De to unge skuespillere, Trine Maria Wisborg som nissepigen Tinka og Salomon Stampe som menneskedrengen Lasse, er lidt af et scoop. De udgør et charmerende par på scenen, og de udfylder begge deres roller med stor troværdighed og smukke sangstemmer.

Fortællingen skal lige have et par scener, før den falder i hak. Før vi vænner os til, at skuespillerne er instrueret til at stå en del på række og kigge ud mod publikum, som var de en del af et kabaretshow. Heldigvis tager det af, og instruktør Frede Gulbrandsen får alt det bedste frem i historien om de to teenagere, der sammen finder nissernes forsvundne julestjerne og genskaber pagten mellem mennesker og nisser.

Det er en vaskeægte julehistorie, hvor venskab opstår trods forskelligheder – og hvor amorinerne svirrer i luften mellem Tinkas plejemor Nille (Szhirley) og Lasses far (Martin Bo Lindsten). Lasses lillesøster, den højenergiske, juleelskende Astrid, har fået en perlerække af sjove replikker. Helt i tidens ånd insisterer hun for eksempel på, at man gerne – som Tinka – må identificere sig som nisse.

Scenerne skifter hurtigt for at matche tv-seriens mange forskellige lokationer – fra kongeslottet i Kongsby hos nisserne til køkkenet hjemme på Lasses farmors slægtsgård. Det har scenograf Eilev Skinnamo løst med en scenografi, som primært består af videoprojektioner. Det fungerer mildest talt ikke særligt godt. I hvert fald ikke i Musikhuset Aarhus.

Tunge beats og fængende melodier

Skiftene går glat, men billederne, der ellers skulle forestille at være naturaliske, har en kunstig glans over sig, som giver hele forestillingen et discount-agtigt udtryk. Det er en skam. Især fordi der er enkelte dele af scenografien, som er vellykkede. Det gælder blandt andet Nilles bjælkehytte, der helt fysisk står på scenen.

Burhan G har i samarbejde med Sarah West skrevet en række nye sange til musicalen. Her er både tunge beats og fængende popmelodier. Og så er der naturligvis den velkendte titelmelodi fra tv-julekalenderen, som både indleder og afslutter iscenesættelsen. Ikke mindst, da Szhirley efter de første klapsalver træder frem og opfordrer alle i salen til at synge Tinka-sangen sammen med hende.

Det er et ganske smukt punktum for iscenesættelsen, som sender såvel børn som voksne ud af salen i godt humør og med ekstra meget julestemning under vesten.