Fortsæt til indhold
Musik

Radiohead: Vi vil savne Scott

Det var en 33-årig trommetekniker, som blev dræbt før Radioheads koncert.

Ulykken skete lørdag, da dele af en scene kollapsede før en koncert med det britiske rockband Radiohead i Canada.

Tre andre blev såret, mens den mand, der blev dræbt, nu er identificeret som den 33-årige, britiske trommetekniker Scott Johnson.

"Vi er alle knuste over tabet af Scott Johnson, vores ven og kollega. Han var en dejlig mand, altid positiv, støttende og sjov; et dygtigt og skattet medlem af vores fantastiske turnéhold. Vi vil savne ham utrolig meget. Vores tanker og kærlighed er hos Scotts familie og nærmeste," skriver Radiohead på sin hjemmeside.

Arbejdede for flere bands

Foruden Radiohead arbejdede Scott Johnson også som trommetekniker for bl.a. Keane og White Lies, skriver BBC.

Ifølge politiet var omkring 20 personer i gang med at forberede showet tæt ved scenen, da den faldt sammen.

Ambulancefolk blev hurtigt tilkaldt, og området blev evakueret, men Scott Johnson var blevet knust under scenen.

Koncerten blev aflyst.