Guitarkonge led af sceneskræk
Jimi Hendrix - verdens ukronede guitarkonge - døde for 40 år siden. Hans danske kæreste Kirsten Nefer fortæller om sin korte tid sammen med stjernen.
Jimi Hendrix led af sceneskræk op til sin død den 18. september 1970.
Det fortæller Kirsten Nefer, der var rockstjernens kæreste gennem en kort, turbulent periode, inden han døde 27 år gammel.
»Han havde slet ikke lyst til at turnere. Jimi kunne ikke udstå sin manager, som vist godt kunne mærke, at guldfuglen var ved at flyve. Han pressede de sidste penge ud af Jimi og påstod, at han ville blive glemt i Europa, hvis han ikke blev ved med at turnere. Men Jimi var meget stresset og led af sceneskræk. Han orkede ikke koncerterne, han ville meget hellere sidde i sit studie Electric Ladyland og arbejde på sin nye plade,« fortæller Kirsten Nefer.
Hun var ved rockstjernens side, da han sank sammen på scenen og måtte aflyse en koncert i Århus.
Sank sammen
»Han var udmattet og nærmest faldt ned af scenen. Midt i verdens længste trommesolo kom Jimi på benene igen, men der var ikke noget at gøre. Han klemtede tre gange på guitaren og sank så sammen igen. Jeg ringede efter en taxi, mens Jimi sad i omklædningsrummet og havde dårlig samvittighed over den aflyste koncert. Han lovede at komme tilbage til Århus og give en gratis koncert, men det nåede han desværre aldrig,« siger Kirsten Nefer.
Læs hele interviewet med Kirsten Nefer i Morgenavisen Jyllands-Posten søndag