Fra popstjerne til jazzdiva

Planen var, at hun efter et kort besøg hos halvbroderen i København skulle flyve til San Diego i Californien. Men Caroline Henderson kom aldrig af sted.

Hendes amerikanskfødte far sendte nemlig aldrig den lovede flybillet, og så stod hun dér i oktober, kun 21 år og med kufferten fuld af sommertøj.

»Min far var gået konkurs med sit firma. Det havde han bare glemt at fortælle mig, og så stod jeg ellers der og følte mig til grin,« fortæller Caroline Henderson.

Egentlig burde hun være rejst tilbage til familie og venner i Stockholm, hvor hun havde boet i en årrække. Men hun havde fremlejet sin lejlighed, havde takket nej til en række jobtilbud og i øvrigt sagt farvel med den kække besked om, at det var på gensyn om tidligst et år.

»Det var alt for pinligt at tage tilbage til Stockholm. Derfor valgte jeg at blive i København,« konstaterer sangerinden.

Hun blev senere danmarksberømt som blikfang i popbandet Ray Dee Ohh, og midt i 1990'erne debuterede hun som solist med ”Cinemataztic”.

Albummet blev kritikerrost, prisbelønnet og en stor kommerciel succes på grund af hittet ”Made In Europe”.

Caroline Hendersons karriere og liv har i den grad været made in Denmark.

Hun er aktuel med sit ottende album og har siden sin ankomst til den danske hovedstad for 25 år siden også været involveret i bl.a. en række teaterforestillinger og filmprojekter.

Rent privat har hun altid foretrukket det københavnske hjørne af Danmark. Hun har i dag adresse på Amager sammen med ægtemand og parrets dreng på fem år. Derudover har Caroline Henderson to store drenge fra et tidligere ægteskab. Drengene på 19 og 23 år bor også i den danske hovedstad.

Besluttede at slå rødder
Det var i slutningen af 1980'erne, efter fem-seks år i København, at hun besluttede at slå rødder - med et godt sted at bo og indsigt i dansk kultur og sprog.

»Jeg var på det tidspunkt blevet mor og ville ikke gentage min egen historie med mine forældre. Vi boede bl.a. flere steder i USA, og når jeg ser tilbage, har jeg det, som om de første 20 år i mit liv var rodløse og kaotiske,« siger Caroline Henderson med en stemme, der på ingen måde udstråler bitterhed. Hun virker tværtimod meget afklaret om fortiden.

»Allerede som barn var jeg klar over, at det ikke var et fedt liv. For selv om jeg var nysgerrig og omstillingsparat, som man siger i dag, var det rædselsfuldt at flytte hele tiden, at skifte skole konstant og med alle de skilsmisser, brud og opbrud,« siger sangeren.

Hendes svenske mor kommer ud af en familie, som datteren betegner som en del af den øvre middelklasse i Sverige. Hendes far, der i en årrække ernærede sig som jazzmusiker, var sort, og selv om han kom fra en akademisk verden, havde han aldrig for alvor trygge rammer eller et fast fundament at søge tilbage til.

»Han havde en hård opvækst i USA. Han voksede op i et apartheidlignende samfund. Så selv om han som sort ville være noget, var der hele tiden en masse modstand, og han blev en sjæl, som aldrig slog rødder, men som i stedet rejste rundt i verden.«

Det var musikken, der førte ham til Skandinavien og Caroline Hendersons mor. Cirka tre år boede familien i Stockholm, og herefter opholdt familien sig i Philadelphia og New York.

Mæt af dage
Men 1960'erne var ikke forbi, da Caroline Hendersons forældre gik fra hinanden. Moderen bor i dag i Stockholm, mens faderen døde i New York for et par år siden, 79 år.

»Han var mæt af dage,« siger datteren, som dedikerede sit forrige album til sin far.

Mens denne plade med sit jazzpræg havde en klar musikalsk forbindelse til faderens jazzkarriere og den musik, som Caroline Henderson var vokset op med, var der ingen logik i hendes position som frontfigur i det nøje udtænkte popprojekt Ray Dee Ohh. Den danske gruppe havde stor succes i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne.

Det var bandets anden kvindelige frontfigur, Maria Bramsen, der spurgte Caroline Henderson, om hun ville være med i gruppen, der var udtænkt af musiker og producer Michael Bruun.

»Det var et konceptband, hvor intet var overladt til tilfældighederne. Maria og jeg var de labre frontfigurer, der sang de her sange, som skulle handle om bestemte ting, og som var produceret på en bestemt måde, så de kunne appellere til en stor målgruppe,« husker Caroline Henderson.

Hun betegner i dag Ray Dee Ohh som det mest outrerede, vilde og anderledes projekt, som hun nogensinde har været en del af - og hun har ellers lavet både eksperimenterende musik og teater.

»Men Ray Dee Ohh kom på det rigtige tidspunkt i mit liv og var et godt projekt for mig, i hvert fald i de første år. Ingen tvivl om det,« understreger hun.

Sagen var, at hun i Ray Dee Ohh fik lejlighed til at uddanne sig som professionel musiker med adgang til dyre studier og erfarne musikere.

Overflade og skilsmisse
Samtidig kunne hun med dette band trække i et særlig kostume og spille en rolle, hvor hun sang om brændende læber og mandagsstævnemøder og af pressen blev spurgt om sit stjernetegn, sin yndlingsfarve og om sit venskab med Maria Bramsen.

»Vi kunne bilde folk hvad som helst ind, og det handlede stort set kun om salgssucces og vores udseende. Der var til gengæld ingen, der spurgte om min skilsmisse fra min første mand, om at være alene med to børn, om bleskift, børnesygdomme og søvnløse nætter,« siger Caroline Henderson, der efter tre succesrige album med Ray Dee Ohh på pladeselskabet Replay sagde stop.

»Jeg havde lært en masse. Men jeg havde også spillet en rolle i flere år, som om det var en film eller et teaterstykke, og på et tidspunkt kunne jeg ikke længere holde dette dobbeltliv ud.«

Caroline Hendersons afsked blev dog langtfra en let sag.

»Der lød ramaskrig i bandet og der var vildt meget ballade, og bagefter tog det en helvedes tid at komme ud af en pissekontrakt og blive fri. Men det lykkedes.«

Hun skrev i stedet kontrakt med pladeselskabet BMG og fik stort set frie hænder til at samarbejde med nye mennesker og opsøge anderledes stilarter.

Producer og jazzmusiker Thomas Blachman, der i dag er mest kendt som dommer i "X Factor" på DR1, blev hendes soulmate. Senere blev multimusiker og producer Kasper Winding en del af projektet, der resulterede i albummet ”Cinemataztic”. Det var et blend af jazz og den groovy elektroniske musik, der kom fra Storbritannien og blev betegnet som triphop.

Blachman var visionær
»Thomas var visionær og ikke bange for en skid, og sammen udviklede vi en stil, der blev fundamentet for pladen, og som jeg kom til at elske. Det gør jeg stadig,« understreger hun.

Albummet voksede til at blive et stort kommercielt hit, som mange musikkritikere værdsatte, og som blev overdænget med priser.

»Med succesen tænkte jeg: Fedt! Det, der havde været så hårdt at nå frem til, og som ingen havde troet på i begyndelsen, var lykkedes. Bagefter havde jeg til gengæld ikke noget behov for at gentage kunststykket. «

På de efterfølgende popplader søgte Caroline Henderson andre steder hen rent musikalsk, og selv om hun ikke decideret gik efter et smallere kommercielt spor, blev det sådan. Ingen af de følgende tre album, der kom i perioden 1998-2002, var i nærheden af den popularitet, som ”Cinemataztic” havde opnået.

Og efter den fjerde soloplade, ”Naos”, trak hun stikket til plade- og koncertbranchen ud.

»Jeg blev gravid, og det var vidunderligt og den umiddelbare årsag til, at jeg trak stikket. Men samtidig havde jeg mistet glæden ved alt, som havde med musik at gøre. Derfor var det ikke noget problem at forsvinde ud af musikbranchen,« siger Caroline Henderson.

Da det kom til stykket, blev forsvindingsnummeret kortvarigt. Til gengæld viste albummet ”Don't Explain” Caroline Henderson fra en langt mere eksplicit jazzet side.

»Jeg genopdagede jazzmusikken, da jeg gik derhjemme og var mor. Jeg hørte bl.a. en masse Miles Davis og fandt ud af, at denne genre gjorde mig tryg og glad, hvilket også handlede om, at jeg havde sunget en masse jazz som teenager. Så på et tidspunkt lagde jeg min dreng i liften og tog ind til mit nuværende pladeselskab, Stunt Records, og sagde: Jeg kunne godt tænke mig at lave den her plade.«

Succes i udlandet
Siden har Caroline Henderson holdt sig til et jazzet udtryk, der har vist sig at have større gennemslagskraft i udlandet end poppladerne. De tre første jazzalbum er udkommet i et dusin lande, og Caroline Henderson har givet koncerter i bl.a. Japan, Thailand, Polen og Spanien samt Tyskland, Frankrig og Norge.

»Det interessante for mig er, at mange folk fortæller, at min musik er en blanding af jazz fra USA og Skandinavien. Dermed bliver musikken jo et billede af mine egne rødder som menneske og musiker.«

Når Caroline Henderson skal vurdere sin egen præstation som musiker i dag i forhold til tidligere, siger hun allerførst:

»Jeg er meget forbavset over min udvikling som sanger. Der er sket noget med stemmen, min måde at synge på. Jeg kunne ikke gøre det på den måde, da jeg var yngre. Det handler om, at jeg i højere grad end tidligere tør nyde at være i det. Når jeg indspiller en plade eller giver en koncert, er jeg hundrede procent til stede, når det virkelig lykkes. Og selv om man selvfølgelig kan blive endnu bedre, er jeg nået til den konklusion, at jeg er rigtigt god til det, som jeg laver. Det er dejligt.«

Caroline Henderson vil dog ikke garantere, at hun holder ved jazzen.

»Selv om jeg med mine jazzplader er kommet hjem, er jeg åben for alt muligt, når det gælder musik, teater og film. For hvis jeg vidste, hvad jeg lavede om to, fem eller ti år, ville jeg blive sindssyg.«