Succes med musik til spil

Jesper Kyd har komponeret musik til en masse populære spil og er blevet et eftertragtet navn i Hollywood. Nu forsøger han at give karrieren en spændende drejning.

Artiklens øverste billede

Cannes

Jesper Kyd er komponist med en solid millionomsætning i dollars og eget studie i Los Angeles, hvor han bor med sin familie.



Det pudsige er, at han ikke har udgivet et eneste soloalbum, selv om han kommer ud af en musikalsk familie og har spillet musik, siden han var dreng. 35-årige Jesper Kyd laver i stedet musik til internationale games - spil til computer og spilkonsoller som playstation og xbox.



Han har komponeret musik til populære verdensomspændende games som ”Hitman”-spillene, ”Kane & Lynch” og ”Assassin's Creed”. Da han skulle lave musik til sidstnævnte spil, foregik arbejdet over en toårig periode.



Viste sig for vennerne



Jesper Kyd er vokset op i København og blev i konfirmationsalderen en del af demoscenen. Den var i 1980'erne og 1990'erne et pulserende sted at være, hvis man var programmør, hacker, grafiker, designer og musiker. For aktørerne på scenen, der grupperede sig i bandlignende strukturer, handlede det i sidste ende om at vise, hvad man kunne - at blære sig over for venner og konkurrenter.



»Det var en meget inspirerende og anarkistisk scene, og som komponist blev det en anderledes måde at træne sin fantasi på,« fortæller Jesper Kyd, der har været til den internationale musikmesse Midem i Cannes for at fortælle om musik til spil.



Da mange danskere var aktive på den internationale demoscene, var det logisk, at en række talenter søgte til eller blev trukket ind i den internationale spilindustri. For Jesper Kyds vedkommende kom springet fra demoscene til industri fra begyndelsen til at handle om at skabe sin egen musikalske identitet:



»Jeg har aldrig for alvor interesseret mig for at spille andres musik. Jeg har, siden jeg var dreng, været optaget af at lave mine egne ting med klaveret som det foretrukne instrument.«



Han har dog ingen problemer med at lade sig inspirere, og allerhelst lytter han til gamle og nye Hollywood-soundtracks.



»De bedste lydspor er dem, hvor komponisterne har fået stor kunstnerisk frihed,« mener Jesper Kyd.



»Det er musikken til "The Bourne Identity"-filmene et godt eksempel på. Her bruger man på intelligent vis musikken til at flytte handlingen et stort og vigtigt skridt.«



Høres igen og igen



I den praktiske verden er der stor forskel på den musik, som komponeres til musik og games.



»Film har én begyndelse og én slutning. Games kan have forskellige slutninger ved hjælp af den, der sidder og spiller det. Vellykket musik i spil handler derfor i høj grad om at understøtte historien. Så hvis der er ét vigtigt element i fortællingen og dermed musikken, må man godt spille det meget ofte.



På den måde bliver spilleren mindet om, hvad det er for en verden, vedkommende befinder sig i,« siger Jesper Kyd, der også skal sikre, at spilleren aldrig bliver træt af musikken.



»For så ender det jo med, at man også bliver træt af spillet,« forklarer den danske komponist, der har gode muligheder for at skabe iørefaldende musik.



Han er nemlig nået dertil i karrieren, hvor han får god tid og så store budgetter, at han kan benytte sig af de bedste sangere og orkestermusikere.



Finansierer selv album



»En stor fordel ved Hollywood er, at de dygtigste musikere til film- og spil-lydspor er her. Da jeg lavede musikken til ”Assassin's Creed”, arbejdede jeg bl.a. med sangere, som var med på lydsporet til Mel Gibsons Jesus-film "The Passion Of The Christ",« siger Jesper Kyd, der flyttede til Los Angeles fra New York for to et halvt år siden. Han havde forinden boet over ni år på Manhattan.



Selv om Jesper Kyd har tjent store penge som spil-komponist og er blevet et kendt navn i den branche, har han i mindre skala forsøgt sig med filmmusik. Desuden arbejder han på sit første album, når tiden tillader det. Han finansierer selv indspilningen.



»Da jeg stræber efter at overføre min musikstil fra spillene til et albumformat, har det været en udfordring at få kompositionerne til at fungere i en almindelig melodi-sammenhæng,” siger Jesper Kyd og fortæller, at numrene bevæger sig på et elektronisk fundament, der bliver nuanceret af bl.a. sang, guitar, bas og trommer.



Hvis albummet bliver en succes, vil du så sige farvel til games-musikken?



»For at fungere som et normalt menneske har jeg brug for at lave musik til både spil, film og soloalbum.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen