Fortsæt til indhold
Musik

Karen Busck: En kærlighedsaffære

Sangerinden Karen Busck vender tilbage med eftertænksomt og selvstændigt udtryk.

Karen Busck:

En kærlighedsaffære

Playground Music

Udkommer i dag

Musikken er stadig kedelig, men heldigvis ikke så kedelig som den uforpligtende og aldeles intetsigende popmusik, som sangerinden Karen Busck tidligere har indspillet i samarbejde med den kongelige popleverandør Erann DD og producere som Stig Kreutzfeldt.

Der er gået fem år siden udgivelsen af pladen ”By”. I mellemtiden har Karen Busck fralagt sig de værste popklichéer.

Hun er tilbage med et mere eftertænksomt og selvstændigt udtryk.

De simple tekster om hverdagens små dramaer løftes af en flere steder ganske frisk instrumentering, der byder på stryger- og blæserarrangementer.

Desværre synes Karen Busck fastlåst i en bestemt formel.

Alle sangene er enten ballader eller langsomme popsange, som har en uheldig tendens til at gå i et med hinanden.

I det store billede hjælper det ikke meget, at Baal-sangeren Bjørn Fjæstad lægger sin mørke Bowie-vokal på et af albummets mere vellykkede numre, ”Det er slut nu”.