Skuffende filmhyldest af The Clash-chef

Britiske The Clash var et fantastisk punk- og rockband, og sangen ”London Calling” hører hjemme på min liste over alle tiders bedste rocknumre.

Chefen i bandet var Joe Strummer, der på grund af en hjertefejl døde 50 år gammel i december 2002.

Strummer bliver hyldet i filmen ”Joe Strummer - The Future Is Unwritten”, som den anerkendte instruktør Julien Temple står bag.

Filmen har fået flotte anmeldelser og er blevet vist ved en række filmfestivaler.

Blev skuffet

Jeg så den første gang i går på dvd - og blev skuffet over resultatet. Jeg manglede ganske enkelt oplevelsen af at få en god gennemarbejdet og ikke mindst gennemtænkt dokumentarfilm.

I stedet fik jeg en overfladisk pophistorie med en masse billige stjerner-beundrer-stjernen-gimmicks.

Johnny Depp, Flea og Anthony Kiedis fra Red Hot Chili Peppers samt Bono plaprer således løs om, hvor fantastisk The Clash og Joe Strummer var.

Men deres svar rykker ikke ved noget som helst og slet ikke ved opfattelsen af det store britiske band eller hovedperson.

Den anden hovedperson i The Clash Mick Jones (som Joe Strummer til sidst smed ud!) er heller ikke just sporet ind på de dybe indsigtsfulde fortællinger.

Han virker småpløret (eller bagstiv) og det er ren pub-sniksnak, som kommer ud af det smadrede tandsæt.

Lidt mere interessant er det at høre The Clash-trommeslager Topper Heaton beskrive Joe Strummer som dr. Jekyll og mr. Hyde:

Udadtil var Joe Strummer revolution og fælles kamp.

Punkens gudeskikkelser

Indadtil var han en hård negl, og kun et par gange fik Heaton lejlighed til at stifte bekendtskab med et menneske, der var i tvivl og som havde det svært med, at han var en af punkens gudeskikkelser, når han rent faktisk var vokset op i et diplomathjem med både penge og mulighed for at se den store verden.

”Joe Strummer - The Future Is Unwritten” har haft som målsætning at skildre hele Strummers liv:

Hans opvækst i flere forskellige lande, hans tid som en hård negl på kostskole og hans ambition om at blive musiker.

Efterfølgende tager filmen så fat på The Clashs karriere og Strummers svære tid efter opløsningen.

Det filmiske forløb frem til The Clash er sådan set okay. Det er da hyggeligt at se Strummer som legende dreng og med sin familie.

Men det er påfaldende, at filmen aldrig slår rødder i et dilemma i Strummers unge liv – problemerne med faren, brorens selvmord og Strummers rodløse liv som uduelig elev og eventyrlysten rockmusiker.

Pludselig er han så blevet medlem af og leder i The Clash, og historien om bandet fortælles stort set, som om gruppen bare gik fra succes til succes, før foretagendet blev opløst.

Men faktum er jo, at The Clash aldrig var verdens bedst sælgende band, at gruppen havde op- og nedture, og at kvartetten havde både beundrere og skeptikere.

Var det punk?

Var det nu også punk, eller lod de bare som om?

Hvorfor skulle bandet indspille album med både to og tre plader i stedet for at give den fuld gas på side a og b?

Og hvorfor skulle bandet blive så rock’n’rollagtigt klichefyldt for at indtage USA?

Vi får en masse levende billeder og nogle bittesmå svar i forbifarten – og så en lang række unødvendige betragtninger fra Bono og co.

Historien om Joe Strummers liv efter The Clash er også mærkelig halvhjertet.

Vi får lidt at vide om, at han i lang tid er deprimeret, at han har svært ved at lave musik, som kan sælge, at han finder opløftende øjeblikke som musiker i The Pogues, at han opdager en slags lys i festivaltilværelsen, og at han til sidst finder en ny kunstnerisk begyndelse med Joe Strummer And The Mescaleros.

Men det er ikke nok - og slet ikke godt nok til at tegne et ordentligt billede af Joe Strummer.

Hvorfor skal det kun antydes, at Strummer efter The Clash var kørt så langt ud på et sidespor rent kunstnerisk og kommercielt, at han var helt og aldeles glemt i det store offentlige billede?

Hvorfor skal det ikke skæres ud i pap, at Strummer kun lige havde genvundet en slags position i pop- og rockstrømmen, da han døde?

Og hvorfor er det så svært at få sagt, at Strummer måske nok var lederskikkelsen i The Clash, men uden de andre tre havde han aldrig kunnet levere den vare, som i dag betyder, at de gode gamle album og opsamlingsplader med gruppen er en attraktion i musikbutikkerne?

Salg af billetter

Svaret kunne være, at Julien Temple ikke for alvor tør gøre Strummer til et menneske af kød og blod.

I bestræbelserne på at sælge biografbilletter og dvd-film er det bedre at gøre Joe Strummer endnu større, end han i virkeligheden var.