Dagen før Jonah Blacksmiths afgørende øjeblik ringede den ene bror til den anden: »Thomas, jeg tror, at det her kan blive enden på vores karriere«
Mange elsker fortællingen om bandet Jonah Blacksmith. Om brødrene fra Thy, andejagt og bedstefar. Andre kalder det fladt og forudsigeligt. Men hvordan betragter de egentlig sig selv? Vi har besøgt den ene frontmand, Thomas Alstrup, til en snak om identitet, forandring og træsko i Rema 1000.
Det er, som om de fleste nordvestjyder bliver født med et livstidsabonnement på selvironi.
Thomas Alstrup er ingen undtagelse.
Han bor i en stille forstad til Silkeborg, og her omtales han som thyboen med det lange fuldskæg. I resten af landet er han bedst kendt som halvdelen af brødreparret fra bandet Jonah Blacksmith.
Jeg har kendt Thomas Alstrup i godt 18 minutter, og på den tid har han allerede gjort grin med sit eget udseende og sine evner på banjo.
Han har også fortalt et par anekdoter om Johnny Madsen – og onkel Jørgen, hed han vist nok, der er indrammet i sort og hvidt nær en flaske rom fra Fanø og fem mundharmonikaer.
Selv sidder Thomas Alstrup tilbagelænet i en slidt lænestol på sit loft. Lænestolen designede han selv som ung teknisk tegner på en møbelfabrik.
Men det er en anden historie. Dem er der i øvrigt mange af.
Nogen vil måske endda påstå, at Thomas Alstrup forråder sit folk fra Hurup ved at være så gavmild med ordene.
Men han bliver faktisk stille et kort øjeblik, da jeg præsenterer ham for min medbragte påstand.
Den handler om Alstrups folkrock-band, der er opkaldt efter bedstefaren Johannes, smeden fra Thy, hvis liv og værdier er blevet bandets fortællende rygrad.
Påstanden lyder sådan her:
»I har gjort en privat familiehistorie til jeres stærkeste salgsargument – og har på den måde udnyttet jeres bedstefar og familieophav kommercielt.«
Thomas Alstrup tager sin kasket af. Klør sig i håret og tager den så på igen.