Er han relevant i 2025? Få øjeblikke inde i koncerten besvarede det krukkede rock-ikon selv spørgsmålet
Ja, pladerne er blevet mere og mere ligegyldige, men når Morrissey optræder live – og vel at mærke gider at optræde – så kan de færreste nå ham. Sådan var det lørdag aften, hvor sangeren balancerede mellem længsel og et udtalt ønske om at være i fred i en imponerende sammensætning af sange.
Steven Patrick Morrissey?
Hvilken relevans har han i 2025?
Hvorfor gå til hans koncerter?
Ja, hvorfor overhovedet beskæftige sig med ham?
Hans konstant krukkede og reserverede facon kan virke gammeldags i en tid, hvor kolleger som Nick Cave gør sig tilgængelige for fanskaren og sågar svarer på spørgsmål online.
Visse dele af fanskaren har vendt Morrissey ryggen pga. hans højreorienterede synspunkter i forhold til eksempelvis integrationspolitik, men lad os her koncentrere os om musikken.
Det er ganske veldokumenteret, at den 66-årige britiske sanger og sangskriver er faldet af på den rent kunstnerisk. På nyere udgivelser – senest underligt uforløste ”I Am Not a Dog on a Chain” (2020) – kommer han på ingen måde i nærheden af det høje niveau, som præger pladerne med hans toneangivende band The Smiths i 1980’erne og hans store soloalbum frem til ”You Are the Quarry” (2004).
Vi skulle ikke mere end et par øjeblikke ind i lørdagens meget udsolgte koncert i K.B. Hallen på Frederiksberg – Morrisseys første på dansk jord i et årti – før hovedpersonen selv svarede på ovenstående spørgsmål.
Morrissey spildte ikke tiden med smalltalk, i stedet valsede manden teatralsk rundt på scenen i et anfald af lige dele storhedsvanvid og selvudslettelse.
Det er disse vekselvirkninger, der fortsat gør Morrissey interessant. De gennemsyrede samtlige sange lørdag aften og mindede os alle om, hvor stor betydning manden har haft for følgende generationer af sangskrivere.
Den glamrockende, guitarsydende kindhest af en sang ”You’re The One For Me, Fatty” var blot ét blandt mange eksempler på den elegant tilvejebragte syrlighed, som Belle & Sebastian, The xx, Lana Del Rey og alle de andre tydeligvis har taget til sig.
Og allerede her stod det klart:
Hverken alder eller sygdomsforløb har tilsyneladende sat sig i stemmen, den er stadig kraftfuld på sin egen fløjlsbløde facon.
»I just wanna say, I haven’t been away … « sang han i ”The Loop” – lige så smukt som for 35 år siden.
Ja, pladerne er blevet mere og mere ligegyldige, mageligheden har sneget sig ind på Morrissey, og manden har ved flere lejligheder ladet den flyde med over i koncerterne. Men når Morrissey gider at optræde, så kan de færreste nå ham. Det gad han lørdag aften, og med et svært insisterende blik jog han sine trofaste fans helt ud i hjørnerne af kataloget.
Morrissey balancerede kontant mellem længsel og et udtalt ønske om at være i fred – i en imponerende sammensætning af sange. Når han plukker det bedste fra sine mange udgivelser, så står han stærkt, og det er svært at pege på højdepunkter. Det skulle da lige være den harske ”Jack The Ripper” med den geniale linje ”your face is as mean as your life has been … ”. Hvem andre end Morrissey kan i øvrigt skrive en kærlighedssang baseret på historien om den sagnomspundne seriemorder?
Og der var endda håb for fremtiden.
Måske skal vi ikke længere nøjes med at bedømme Morrisseys koncerter efter mandens favntag med fortidens store bedrifter. Det kommende album ”Bonfire of Teenagers” placerer sig næppe blandt afsenderens allerbedste, men i K.B. Hallen var der noget friskt, noget bemærkelsesværdigt skarpt og insisterende over nye sange som ”I Ex-Love You”.
Glem den gendannelse
Ja, der kommer en ny plade fra Morrissey på et tidspunkt, hans 14. i eget navn.
Men hvad med The Smiths, som gik i opløsning i 1987 og er blevet savnet lige siden?
Vi lever i en tid, hvor oplevelsesøkonomien boomer, hvorfor de vildeste ønsker til gendannelser har det med at gå i opfyldelse.
Gammelt fjendskab parkeres, i hvert fald for en stund, mens ellers opløste rockbands lader sig gendanne og går på turné for ufattelige summer.
Alene fra Morrisseys hjemby Manchester har vi fået en række spektakulære genhør:
The Stone Roses lod sig gendanne, ganske vist med en rædderlig koncert på Northside til følge, men alligevel …
Og lige om lidt spiller Oasis de første koncerter siden bandets opløsning i 2009, og hvis det kan lade sig gøre, så kan alt vel lade sig gøre – brødrene Gallaghers korporlige slagsmål taget i betragtning?
Nej.
En gendannelse af The Smiths virker stadig højst usandsynlig, dertil er Morrissey og guitarist Johnny Marrs offentlige fejde – bl.a. om politiske ståsteder – trods alt for ødelæggende.
Ærgerligt, for det mest bemærkelsesværdige ved sidstnævntes ellers hæderlige soloprojekt er manglen på en god sanger.
Og indrømmet, jeg savnede Johnny Marrs dansende guitarriff lørdag aften i K.B. Hallen, ikke mindst da Morrissey overgav sig betingelsesløst til Smiths-klassikere som den melodisk hakkende ”How Soon Is Now?” og den selvudleverende, eviggrønne ”Shoplifters of the World Unite”:
»My only weakness is a list of crimes/My only weakness is well, never mind, never mind … «
Men disse sange kan overleve alt, også bandets noget forudsigelige omgang med arvesølvet.
Ja, på en måde lød ”Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me” mere hjerteskærende på Frederiksberg, end den gør på The Smiths’ sidste og stærkeste udspil – knap 40 år gamle ”Strangeways, Here We Come”.
Det er ikke til diskussion, dette er rockhistoriens stærkeste sang om altopslugende ensomhed, og det var, som om den på én gang krukkede og synligt sårbare Morrissey smagte grundigere på ordene end nogensinde før:
Last night, I dreamt
That somebody loved me
No hope, no harm
Just another false alarm …