Jeg husker stadig sommeren 1993 – siden gik det støt ned ad bakke
At amerikaneren – 30 år efter sin storhedstid – fortsat figurerer som en slags hovednavn på danske festivaler, er ganske uforklarligt. Hans nye plade er præget af akut mangel på gode idéer, og det er ikke engang det værste.
1993 var et godt musikår.
Ikke mindst på festivalerne.
Lad os mindes Midtfyns Festival i Ringe – her kunne man opleve internationale topnavne som The Black Crowes, INXS, Faith No More og Lenny Kravitz, der alle befandt sig på toppen af deres respektive karrierer.
Sidstnævnte var – selv under eftermiddagens løst sammensatte lydprøve – væsentligt mere nærværende, end han var på Smukfest 20 år senere.
I Skanderborg trak han sine sange ud i det uendelige og virkede underligt uinteresseret i at skabe kontakt til sit hårdt prøvede publikum. I ”Always On The Run” skulle samtlige bandmedlemmer af uforklarlige årsager give hver sit bud på en solo, hvorfor nummeret nåede en kriminel lang spilletid på intet mindre end 20 minutter.
Og så er der pladerne.
Hvis sandheden skal frem, så holdt Lenny Kravitz op med at udgive blot moderat interessante album efter de tre første – ”Let Love Rule” (1989), ”Mama Said” (1991) og den store gennembrudsplade ”Are You Gonna Go My Way” (1993).
Det indtryk ændrer hans aktuelle, 12. studiealbum ”Blue Electric Light” desværre ikke ved.