Fortsæt til indhold
Musik

Kim Larsens søn: Min fars død har ramt mig hårdere, end jeg havde forventet

Sylvester Larsen deler i et facebookopslag sine tanker om sin berømte fars død.

»Min far kunne være stejl, uforsonlig, voldsomt opfarende og havde ofte svært ved at indrømme egne fejl, mens han fremhævede dem hos andre. Nej, han var langt fra perfekt den gamle. Men hvor jeg dog elskede ham.«

Det skriver Sylvester Larsen i et opslag på facebook.

Søndag døde Sylvester Larsens far, Kim, eller Danmarks nationalskjald, som han også er blevet benævnt.

Sylvester Larsen er den ældste i en søskendeflok på tre, hvor forældrene hed Kim Larsen og Hanne Qvist Larsen. Derudover havde Kim Larsen også tre andre børn.

Sylvester Larsen beretter, at forholdet til faren i de senere år var »blevet mere distanceret og konfliktfyldt, som følge af uenigheder og gamle sår i familien, der havde svært ved at hele.«

Men farens død har alligevel ramt Sylvester Larsen hårdere, end han havde forventet.

»Han lærte mig noget af det vigtigste, en forælder kan lære sit barn. Nemlig at have blik for det åndelige i tilværelsen og at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter og den herskende tidsånd. Han lærte mig vigtigheden af at gøre sig umage - og så trøstede han mig, når jeg havde slået mit knæ.«

»Fortællingerne om “Hamlet” og “Illiaden og Odysséen” fortalte han frit efter hukommelsen og optog ned på kassettebånd til mig. Dem har jeg stadig i dag, og jeg har hørt dem hundredevis af gange i årenes løb. Og givet fortællingerne videre til mine egne unger.«

https://www.facebook.com/sylvester.larsen.3/posts/10217198989868161

Sylvester Larsen er musiker som sin far, og han har udgivet flere albums.

»Da jeg selv besluttede mig for at gå musikkens vej, advarede han mig imod branchen og dens forskellige faldgruber. Roserne sad aldrig løst, men de kom med jævne mellemrum. Ofte gennem andre.«

Han fortæller, at han oplevede på nærmeste hold, hvordan mange af Kim Larsens højtelskede sange kom til verden efter »nogle meget hårde fødsler«.

»Guddommelig inspiration? Jovist, men forarbejdet var også gjort i form af mange opslidende nætter i musikrummet.«

Sylvester Larsen slutter sit facebookopslag af med at dele endnu et minde om sin far.

»Jeg kan stadig høre trommemaskinen og guitaren inde fra værelset ved siden af. Musikken stopper et øjeblik.. Lyden af en Zippolighter der tændes, og det sagte skvulp af en øl, der bliver hældt ned i et glas. Så begynder musikken igen. Og den holder aldrig op..«