Fortsæt til indhold
Musik

JazzDanmark om lukningen af P8 Jazz: »Helt hen i vejret«

Med 100.000 ugentlige lyttere udgør P8 Jazz en hjørnesten i det danske jazzmiljø, fortæller JazzDanmarks leder, der nu inviterer til møder om jazzens fremtid i radioen.

»Som følge af den nyligt indgåede medieaftale lukker DR nu landets største jazz-medie DR P8 Jazz. JazzDanmark finder beslutningen dybt beklagelig,« skriver non-profit interesseorganisationen, der arbejder for at synliggøre og støtte dansk jazz i Danmark og i udlandet, i en ny pressemedelelse.

JazzDanmark ser beslutningen om at lukke P8 Jazz som en udfordring for det danske Jazzmiljø, hvorfor organisationen nu inviterer til en række åbne møder i København, hvor det skal drøftes, hvad der skal gøres for jazzens placering i de nationale og digitale medier fremover.

Jyllands-Posten har taget en snak med Eva Frost, leder af JazzDanmark, for at høre mere om bevæggrunden.

Tomrum i musikformidlingen

I skriver i jeres pressemeddelelse, at I ser lukningen som en udfordring for hele det danske jazzmiljø - hvorfor?

»Vi ser det som en kæmpe udfordring, at der nu kommer et stort tomrum i forhold til formidling af mangfoldighed i dansk musik generelt med lukningen af P6, P7 og P8, men i særdeleshed i forhold til jazzen. Dansk produceret musik har jo kæmpe mangfoldighed og diversitet, så den nationale sendeflade mister bredde i musikdækningen.«

I kalder P8 Jazz for ”Danmarks største Jazzmedie”. Hvor betydningsfuld er P8 Jazz for jazzmiljøet i Danmark?

»For det første er det en virkelig lyttet kanal, som i dag har cirka 100.000 ugentlige lyttere. Så kanalen udgør virkelig en hjørnesten i jazzmiljøet og er særligt vigtig for nye, upcoming jazzkunstnere. Jazz er jo en rigtig bred og stor genre, så med lukningen af P8 mister virkelig mange musikere en vigtig repræsentation på den nationale sendeflade. Og for lytterne betyder det et kæmpe tomrum i dækningen af mangfoldigheden i musikken.«

(...) der skal nok komme alternativer. Men at vi samtidig ikke vil komme til at se en anerkendelse af dansk musiks store mangfoldighed og diversitet på den nationale sendeflade er helt hen i vejret
Eva Frost, leder af JazzDanmark

Tror du ikke bare, at nye aktører kan komme til efter P8 Jazz og lave podcastprogrammer, der kan udfylde tomrummet?

»Det kan sagtens være. Der er netop kommet en rapport, som viser, hvordan omsætningen i musikbranchen er steget markant, så der skal nok komme alternativer. Men at vi samtidig ikke vil komme til at se en anerkendelse af dansk musiks store mangfoldighed og diversitet på den nationale sendeflade er helt hen i vejret. Faren er, at musikdækningen bliver ensrettet. På alle andre områder hylder vi mangfoldighed i musikken, de kunstnere, der virkelig skiller sig ud, og de mister nu tre af deres store flader ved lukningen af de tre kanaler. Så JazzDanmark vil gøre, hvad vi kan for, at den jazzrelaterede musik er repræsenteret; den er jo et kæmpe genreområde. Årligt udgives mere end 150 danske jazzrelaterede album. Det er virkelig mange.«

JazzDanmark inviterer som en konsekvens af lukningen af P8 Jazz nu til en række åbne møder - hvad håber I, der kommer ud af møderne?

»Det er et møde, hvor vi inviterer aktørerne i jazzmiljøet til at diskutere, hvordan vi bedst sørger for, at danskerne fremover kan lytte til jazz i radioen efter den 1. januar 2020.«