Marie Carmen Koppel om Franklin: »En helt særegen stemme«
»Hun er måske den største sangerinde nogensinde«, mener den danske soulsangerinde.
Aretha Franklins død har givet genlyd verden over, og også i Danmark har hendes musik haft stor indflydelse.
»Hun har betydet rigtigt, rigtigt meget for mig. Den powerstemme hun har, har helt sikkert været medvirkende til, at jeg begyndte at synge.«
Sådan lyder det fra den 46-årige soul- og gospelsangerinde, Marie Carmen Koppel.
Lige siden hun var helt lille har Marie Carmen Koppel udforsket pladerne fra »The Queen of Soul«:
»Jeg startede med at lytte til hendes album 'Aretha Now', da jeg var seks år gammel. Det er en fantastisk plade, som jeg jeg lyttede til igen og igen.«
Otte år senere, da drømmene om at blive sangerinde selv begyndte at gro, havde Koppel et band, der kun spillede Aretha Franklin- og Sly and the Family Stone-covers.
»Vi hed så vidt jeg husker 'Hub on the rock'. Jeg syntes, det var vildt fedt at synge hendes numre med mit eget bud på, hvordan det skulle lyde.«
Så sent som sidste år optrådte Marie Carmen Koppel til en hyldestkoncert i DRs Koncertsal i forbindelse med Aretha Franklins 75 års-fødselsdag sammen med sin bror Benjamin Koppel og sangerinderne Maria Montell og Karen Mukupa.
»Det var sjovt at prøve at synge hendes sange igen, selvom det var med stor ærefrygt.«
Men hvorfor er det så specielt at synge netop Franklins sange?
»Hun var nok den første, der begyndte at synge på en måde, hvor man kommer med fuld power op i de høje registre. Samtidig havde hun en stemme, der både kunne være rå og blød på samme tid.«
Koppel nåede aldrig at se Franklin i levende live. Sidste år så hun dog Franklin i en Youtube-video, hvor hun optrådte med hyldestsangen »(You Make Me Feel Like) A Natural Woman« for Carole King ved Kennedy Center Honors i 2015.
»Jeg fik tårer i øjnene og gåsehud, da jeg så det. Hun sang jo stadig svinegodt i en alder af 75 år. Det kræver mere end man tror at holde sig selv kørende i sådan en branche i over 50 år,« siger Marie Carmen Koppel.