Sam Smith, Royal Arena, København

Følger man sporet af de tårer, der kontinuerligt drypper ud af sangene fra Sam Smith, ender man nok i banken.

Der er nu engang en lang poptradition for, at der er business i bristede hjerter, og engelske Sam Smith er emotionelt og kommercielt i indædt konkurrence med den sønderknuste balladedronning Adele.

Derfor kan det også virke som om, at 25-årige Sam Smith tøver med at tørre øjnene og komme videre. Den forudsigelige tudetur bliver en svaghed, når man lytter til et helt album eller en koncert med sangeren. Men det lykkedes ham faktisk fredag aften at få overraskende fart og fest i dele af koncerten for de 15.000 gæster i Royal Arena i København.

Forårsfornemmelser

Sangeren var veloplagt og udadvendt. Han berettede, at han havde brugt dagen i det skønne danske forårsvejr på at cykle, drikke vin og blive solbrændt. Han tog gløden med sig på scenen. Sam Smith kom også skeptikere i forkøbet og bekendte, at han ganske vist laver mange depressive sange, men at aftenen skulle være et frikvarter fra problemer.

Der var indlagt flere tempofyldte numre, og det lunede med den professionelle opbakning fra ferme musikere og et hold sangere, der pustede til gospel-gløderne i musikken. Det gav dynamik og drive til balladen ”Too Good at Goodbyes”, der har et førsteklasses smuttende refræn.

Den unge sanger råder over et imponerende arsenal af den slags, især på det fire år gamle debut-studiealbum. Det blev en kæmpesællert, der red på den bølge af retro-britsoul, som Amy Winehouse havde været med til at sætte i gang.

Fællessangen nåede ømskindet klimaks i den bønfaldende ”Stay with Me” og i den ultimative hjerteknuser ”I’m Not the Only One”. Paraderne var sænket helt ned i blues-højde i den universelle utroskabs-fortælling, og Sam Smith havde helt styr på timing og kunstfærdige manøvrer i de øvre vokale luftlag. Her kunne en hel årgang X Factor-kandidater godt gå hjem og stille vugge ambitionerne i søvn.

Suveræn skønsang

Der blev veninde-krammet, så mascaraen løb. Mens fyrene fik mulighed for skrålende at prøve at træffe de høje toner i selskab med en af tidens største falsetcroonere. Sam Smith mestrer kælne og kattepotebløde fraseringer, der bevæger sig med en selvfølgelig smidighed. Samtidig virker han som et naturligt soultalent, der i flere sange balancerer fornuftigt mellem opvisning og indlevelse.

Men forudsigeligt nok blev det alligevel til en overdosis gennemsnitlige tudeballader om brud, skuffelse og anger.

Sam Smith kan virke som en nattergal, der tager frivilligt ophold i et forgyldt bur. Indtil han samler mod til for alvor at prøve vingerne af udenfor komfortzonen af melankoli, kunne han med held invitere en række soul-klassikere på sætlisten.

En sådan håndfuld kopinumre kunne have givet fredagsfesten det sidste pift og gjort den rigtig forårskåd.