Roskilde Festival er klar med over 170 bands og solister
Gamle kendinge og nye stjerner er klar til at tørne ud til arrangementet til sommer.
Roskilde Festival er som landets største kulturbegivenhed klar med årets plakat.
Den afslører over 170 navne.
Tidligere er det kommet frem, at den amerikanske hiphopstjerne Eminem kommer til Roskilde Festival til sommer sammen med blandt andre Bruno Mars, Gorillaz, Khalid, Nine Inch Nails, Cardi B, St. Vincent og David Byrne samt danske Nephew.
Nu løfter festivalen så sløret for, at årets musikprogram også kommer til at tælle stjernenavne som de etablerede grupper Nick Cave And The Bad Seeds og Massive Attack samt den britiske solist Dua Lipa, der i 2017 fik sit store gennembrud i specielt hjemlandet, men også i USA.
Nick Cave And The Bad Seeds er blevet en klar publikumsfavorit i Danmark. Senest gav Cave og co. en udsolgt koncert i Royal Arena i København.
Massive Attack har også stor tiltrækningskraft og gav senest koncert i Forum på Frederiksberg.
Roskilde Festival præsenterer i dag i alt omkring 60 nye navne, som gør, at det samlede udbud af bands og solister når op på flere end 170 navne.
Blandt de helt friske navne er også Anderson Paak, Interpol, Joey Badass og Mike Skinner, der er bedst kendt for sit projekt The Streets.
Dertil kommer fransk/engelske Charlotte Gainsbourg. Hun er herhjemme bedst kendt for sine hovedroller i Lars von Triers film. Men hun er også anerkendt som musiker.
»Det her er kulminationen på et års intenst arbejde. Og det er en fantastisk følelse at præsentere en plakat, der sætter så ikoniske og aktuelle musiknavne som Nick Cave, Massive Attack og Dua Lipa sammen med markante indslag fra Chelsea Manning (tidligere whistleblower, red.) og en unfair fodboldbane fra Folkekirkens Nødhjælp. Det er lige den form for diversitet, aktivisme og nysgerrighed, som vi drømmer om at opnå, når vi sammensætter programmet,« udtaler Anders Wahrén, festivalens programchef.
Den omtalte unfair fodboldbane er inspireret af, at der i år holdes VM i fodbold i Rusland, og på festivalen etableres en »dybt urimelig fodboldbane, der på underholdende og især tankevækkende vis favoriserer det ene hold frem for det andet«.
Roskilde Festival foregår fra lørdag den 30. juni til lørdag den 7. juli.
Partoutbilletter til Roskilde Festival koster 2.100 kroner plus gebyrer. Endagsbilletter koster 1.050 kroner plus gebyrer. Der er ikke flere endagsbilletter til onsdag den 4. juli, hvor Eminem er det helt store navn.
Der regnes med ca. 100.000 betalende gæster. Dertil kommer titusindvis af frivillige.