Fortsæt til indhold
Litteratur

Forfatteren Jan Sonnergaard er død

Forfatteren Jan Sonnergaard er død under et ophold i Beograd.

/ritzau/

Han blev 53 år, oplyser forlaget Gyldendal.

Jan Sonnergaard var på lanceringsrejse i Beograd, da han fik et hjerteanfald ifølge litterær direktør Johannes Riis fra Gyldendal.

"Han mødte ikke op til et arrangement, som aftalt. Han blev fundet død i den lejlighed, som han boede i," siger Johannes Riis.

Et forfatterskab får varme

Forfatteren debuterede først for alvor med novellesamlingen "Radiator" i 1997 og blev hurtigt talsperson for en ny, rå halvfemserrealisme. I novellerne portrætterer han en række af sociale tabere i København og omegn.

På forfatterweb lyder det da også, at der er "meget mere kød og blod i den novelletrilogi, som “Radiator” er første bind i, end i mange andre af samtidens værker – både rent konkret i form af vold og forstået som menneskeskildringer. Helt centralt i forfatterskabet er samfundskritikken, hvor Sonnergaard ikke mindst har et skarpt blik for de udstødte og fremmedgjorte – de, der er koblet af samfundsræset."

I en artikel på litteratursiden skriver Martin Toft, kandidat i litteraturvidenskab:

"Sonnergaards forfatterskab er ikke for sarte sjæle, for mange af teksterne benytter en næsten kynisk humor. Der er få mennesker som sulter i Danmark. Alligevel er mange tvunget til at æde lort. Vi er kort sagt på besøg hos underklassen, når køleskabet er en fordækt affaldscontainer."

I et Youtube-interview af ældre dato, der kan ses nedenfor, har Jan Sonnergaard selv udtalt om sin debut:

"Der var meget, der overraskede mig ved min debut, for jeg havde meget omhyggeligt prøvet at gøre det modsatte af, hvad alle andre gjorde. Jeg prøvede i hvert fald at gøre det modsatte af at skrive den der halvfemser-litteratur, der var blevet sådan meget anæmisk og havde fjernet sig meget fra virkeligheden."

I interviewet fortæller han ydermere, at han blev født i København, men ligesom så mange andre vokset op i "en af de der dejlige forstæder", hvor folk i slutningen af 1960'erne fik lov til at få parcelhuse. Kort fortalt den øvre middelklasse i Virum, grænsende til dér, hvor det virkelige whiskeybælte begynder:

"Men der blev jeg smidt ud (hjemmefra, red.) rimeligt tidligt og har også haft alle mulige elendige jobs. Jeg har blandt andet slæbt gifttromler i Sydhavnen og været havnearbejder, bartender og fabriksarbejder. Samtidig med, at jeg læste på universitet og langt om længe fik en grad i det," siger Sonnergaard, der har en kandidatgrad i litteraturvidenskab og filosofi fra Københavns Universitet.

Litteratur som flugtrute

I interviewet ovenfor fortæller Sonnergaard, at litteraturen altid har betydet meget for ham:

"Måske som en slags flugtrute, fordi det var en ret dramatisk, temmelig voldelig opvækst, jeg havde i den der forstad. Og der kan man sige, at litteraturen er et godt sted at flygte hen. Men af en grund, som jeg ikke har fundet endnu, så har jeg altid syntes, at det er skrive er det aldermest fantastiske," siger Sonnergaard og fortsætter:

"Som regel er der også et ønske om at erkende nogle ting. På en eller anden måde hele noget i min tilværelse. Eller bringe regnskabet i orden."

Mere end "proletar-digter"

Ifølge Sonnergaard var der, da "Radiator" udkom, en tendens til at udråbe ham til "proletar-digter" eller "arbejderdigter". Det ville han gøre op med ved udgivelsen af andet bind i hans skelsættende novelletrilogi:

"Jeg ville vældigt gerne lave en bog, der foregik et helt andet sted i Danmark. Og det blev så til "Sidste søndag i oktober" (2000), hvori omgivelserne meget mere er middelklassen. Der var folk, som havde jobs og biler og ejerlejligheder. Som klarede sig udmærket økonomisk, men havde nogle helt andre problemer."

Sonnergaards sidste udgivelse

Se Jan Sonnergaard tale om sin sidste udgivelse, "Frysende våde ambivalenser", i DR2-programmet Deadline i 2015. Sonnergaard udtaler selv om romanen, der udspiller sig i samtiden, men følger en hovedperson, der havde sine bedste år i 1980erne:

"På den ene side er det er psykologisk portræt af en person, der lider af "selvforblindelse" i en eller anden forstand. Og det kan være vigtigt, men på et tidspunkt kan det være en god idé at åbne øjnene for facts... hvor man i virkeligheden befinder sig. Den evne har han ikke, ham her. Det er en del af det tragiske. En anden del af det tragiske er, at når den midaldrende, heteroseksuelle middelklassemand falder, så falder han ofte ret hårdt. For eksempel når han som 50-årig bliver fyret."

Jan Sonnergaards næstsidste udgivelse

Se Jan Sonnergaard læse op af hans næstsidste udgivelse, bogen "Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer" fra 2013: