Mette Fugl har stadig fart på

Mette Fugls liv tæller mange sejre, og selv hendes nederlag er dækket af stjernestøv.

Når hun får sit hjerte knust, er det Leonard Cohen, som gør det over en telefonlinje med ordene:

»Jeg vil bare sige, at du ikke skal komme til min næste koncert. Jeg har en aftale med en anden.«

Når hun som journalist bliver irettesat for at stille et dumt spørgsmål, er det Tony Curtis, der vrisser – i Cannes. Når hun drikker sig fuld i L.A., er det hos myteforfatteren Charles Bukowski. Da hun skriver sin opsigelse til DR i 2012, sker det med whiskytømmermænd på et hotelværelse i Beirut under Det Arabiske Forår. Hun er sej, dygtig og kompromisløs, respekt! En sand boheme.

Det begyndte dog mindre spektakulært. Da Mette Fugl var 10 år gammel, flyttede hendes familie fra Østjylland til Birkerød. Hun var en radmager drengepige, og de jyske manerer sikrede hende en ulykkelig position som mobbeoffer. Sin skrøbelighed og melankoli kompenserede hun for ved at slå fra sig, og det har hun som bekendt gjort lige siden.

”Fra koncepterne” er Mette Fugls vidnesbyrd om et hektisk og omflakkende, men alligevel målrettet og ambitiøst journalistliv. Bogen er inddelt i 18 kapitler og er ikke en logisk fremadskridende fortælling, men skæve erindringsspor, der som Mette Fugl selv altid er på vej i nye, overraskende retninger.

Hun er et engageret menneske og bliver irriteret over det, som hun opfatter som uretfærdigheder. Hun fortæller om Paris, stoffer og eksperimenterende sex under studenteroprøret i slutningen af 1960’erne og nægter at lade den tid reducere til sin generations egotrip. Erfaringerne, som hun gjorde sig, sendte hende videre i livet »gladere, klogere og på mange måder mere driftsikker«.

Hun er forfærdet over den manglende fordybelse, som hun mener kendetegner tidens journalistik, og kritiserer navnlig DR:

»Det stod klart, at jeg ikke levede op til koncepterne. Jeg var vrangvillig. Jeg oplevede strategierne og den tvang, der fulgte, som kvælende for faget. Det seneste nummer var selfie-journalistik. Reporteren skulle fylde mere end de mennesker og begivenheder, historien handlede om.«

Mette Fugl er pikeret og skælder ud, men det sker ofte på bekostning af nuancerne.

Hurtigt videre

En eftermiddag på Dagbladet Information fik hun en taxichauffør til at hente sin søn i børnehaven og køre rundt med ham, indtil hun var færdig med sin artikel. Det er en af de episoder, der »sidder evigt i kroppen som små stikflammer. Brænder som de andre svigt«.

Svigtene – og udskejelserne – bliver benævnt og beskrevet, men Mette Fugl glider hen over dem i et Bukowski-inspireret staccato-sprog. Bogen vil gerne være ærlig og selvrefleksiv, men skynder sig for meget til at være det.

Egentlig fornemmer man, at Mette Fugl slet ikke bryder sig om at være fortællingens midtpunkt, hun er ikke en ”selfie-journalist”, hvilket nok er sympatisk, men en uheldig præmis for erindringsskrivning.