Smerte er liv

Hos ældre medborgere har jeg ladet mig fortælle, at følgende udsagn er en lattervækkende erkendelse: »Den dag du vågner og ikke har ondt et sted på kroppen, er du død.«

Digteren Pia Tafdrup lancerer i sin nye bog, ”Smagen af stål”, en accentforskydning, nemlig »Så længe en smerte gennemborer/ er det ikke slut«. Det er basalt set denne kropsligt forankrede tanke, bogen gennemlyser, og det med en bred vifte af lidenskaber. Med bitterhed, vrede, overskud og underskud, forsonende og resigneret. Med patos og nøgternhed. Og med skiftende orienteringspunkter. Fra det nære – en frø uden for døren – over en verden i krig (»Fred er pauser mellem krige«) til det kosmiske. På den måde er Pia Tafdrup på hjemmebane, både i de digteriske udtryksformer og i motiver.

Faderens død har hun tidligere beskrevet, og nu er turen kommet til moderen; afsked, opbrud er en grundtone i ”Smagen af stål”, der begynder med tekster om manglende kontakt med et elsket du, symptomatisk nok lyder overskriften for den del ”No return”.

Produktive tab

På den anden side hylder digteren også en kosmisk orden, som giver en cyklisk struktur, der gerne går hen over hovedet på den enkelte. To strofer fra ”Tid og rum” angiver denne ide, kontant – det er ikke altid sådan, at Tafdrup svælger i metaforer:

»Tid kaldes det, men jeg fornemmer rum,/ at fortiden osmotisk findes her,/ at alle er til stede, levende og døde./ Liv er en vedvarende undtagelsestilstand,/ intet vender tilbage, alt/ vender anderledes tilbage.«

Det betyder blandt andet, at tab også kan anskues som produktive; kriteriet er netop, at så længe der er smerte, er der håb: »tab brænder sig ind i sindet,/ en sær og fremmed frihed.«

”Smagen af stål” har ikke mange programmatiske digte, men en del småiagttagelser, der blæses op i stort format, og det kan virke vældig pompøst. Heroverfor er der et digt om lettende svaner, som prægnant sammenfatter digterens ambitioner og tænkemåde:

»af svaner gennem luften/ efterlader jorden i en stilhed/ så rungende, at sjælene farer/ forvildede rundt mellem hinanden. Og/ hvad vil sjælene, når de flyver op/ fra vores døde kroppe,/ vores druknede drømme?«

Om svaner og sjæle

Jeg hæfter mig ved to forhold, nemlig dels den metafysiske bestræbelse efter at forlade det jordiske – Pia Tafdrup er en overvintret romantiker i nye gevandter – dels at hun tænker som en ærkedigter, der ser analogier: som det er med de flyvende svaner, er det med sjælen, der forlader mennesket.

Det gode ved analogiseringen er, at den skaber ny betydning ved at knytte to områder sammen. Det diskutable ved analogien er, at den ser enshed, hvor der også er fundamentale forskelle.