"Luk kæften, latinomand"

Åh for satan jeg blive sindssyg af din fucking ævl. Hele tid du stå udenfor restaurant i din tjenerkostume og sige til mig på den dansk: "Goddag, goddag" og "hvordan du har det" som papegøje.

Jeg fucking lyst til at skære din mund af og putte ned i syltetøjsglas og sætte i køleskab og rigtig spise til jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugte og er grim. Du mig så gal gør. Du lukke din kæft eller jeg lave den vold på dig latinomand.

Sådan lyder en af de mange verbale lussinger, som lokalbefolkningen får at føle i Christina Hagens aktuelle digtsamling "White Girl".

Bliver irriteret

Forfatteren kender dilemmaet fra sin egen færden i udlandet; hun lader sig irritere over især mændenes hensynsløse og grænseoverskridende opførsel.

»Men hvor kan man klage henne? Og kan man overhovedet tillade sig at brokke sig over noget, når man som hvid, privilegeret kvinde rejser i fattige lande?,« spørger den berejste forfatter.

Christina Hagen begyndte at sætte skrevne ord på sine følelser, men det fungerende ikke som litteratur.

»Det lød som et bedrevidende, sociologisk studie, når jeg skrev på mit eget sprog. Det blev for berettiget. Man fik simpelthen for meget sympati for afsenderen, så jeg måtte gøre noget for at skabe balance. Jeg kan godt lide, at man som læser bliver i tvivl om, hvor sympatien ligger. Er "White Girl" i sin gode ret til at være gal på de mennesker, hun møder på sine rejser? Er hun rigtig klog? Måske er hun bare en forkælet, hysterisk tøs, som hader mænd?«

Dér opstod ideen til det primitive sprog.