Hun er en af sin generations stærkeste stemmer, og nu er hun tilbage med ny samfundskritik

Det sker ofte, at folk slår sig på ordet identitet.

Ikke mindst i disse år, hvor de ni bogstaver konstant bliver koblet til bagsiderne ved woke af politikere, der nægter at bøje sig for de nye tider, som presser sig på.

Men at identitet er andet end et politisk skældsord, står lysende klart i den nigeriansk-amerikanske stjerneforfatter Chimamanda Ngozi Adichies seneste roman, ”Drømmetælling”.

Her rimer identitet ikke på woke, ligesom det ikke direkte bliver gjort til et spørgsmål om magt eller mangel på samme.

I stedet gør Adichie identitetsspørgsmålet til romanens tematiske understrøm, der driver fortællingen om romanens fire kvindelige hovedkarakterer fremad.

Hver især er de i varierende grad formet, begrænset og privilegeret af identitetskategorier som køn, race og klasse på måder, som i mødet med virkeligheden omkring dem viser sig at være elastiske størrelser.

Som forfatter spænder Chimamanda Ngozi Adichie sin opmærksomhed ud mellem Vesten på den ene side og det globale syd på den anden.

I dag regnes den nigerianskfødte Adichie som en af litteraturens største nulevende stjerner. Hendes ansigt pryder forsiderne på Vogue og The New York Times Style Magazine, hun drikker te med Oprah Winfrey og optræder offentligt med Michelle Obama.

I flere romaner placerer Adichie sine figurer som penduler mellem USA og Nigeria og lader kontrasten være brændstof for fortællingerne.

Fire kvinder, fire skæbner

Sådan er det også i ”Drømmetælling”, der er Chimamanda Ngozi Adichies første fiktionsfortælling siden det storsælgende mesterværk ”Americanah” fra 2013.

Den nye roman følger fire kvinder, der alle har rødder i både USA og Afrika. Deres skæbner er flettet sammen, men deres individuelle fortællinger føles mere enstrengede, end vi er vant til at se det hos den nigeriansk-amerikanske forfatter.

Udgangspunktet er coronapandemiens på én gang fjerne og nærværende nedlukninger. I romanens første del, hvor den smukke, nigerianske rigmandsdatter Chiamaka er jeg-fortæller, benyttes samfundsrestriktionerne påbud om ensomhed og isolation som katalysator for at se tilbage på de mænd, der har formet hendes liv. De udgør romantitlens ”drømmetælling” med alle de håb og skuffelser, som hun i bakspejlet knytter til dem.

Centralt i Chiamakas fortælling står forholdet til kunsthistorikeren Darnell, der beskrives som »den akademiske verdens Denzel Washington«.

Han får Chiamakas opmærksomhed med sit arrogante intellekt. Han er kompromisløs i sin analyse af mennesker og verden omkring sig, og Chiamaka lyver for at virke spændende og interessant nok.

»Jeg løj for at behage ham, for at være den person, han gerne ville have, at jeg skulle være, og nogle gange løj jeg for at vride sørgelige stumper af bekræftelse ud af ham,« lyder det i romanens begyndelse.

Egoistisk og nedladende mand

Fordi vi som læsere får serveret fortællingen fra Chiamakas perspektiv, får vi ikke noget at vide om Darnells motivation for at være sammen med hende. Men selv med bagklogskabens klare lys som vejviser er det meget svært at forstå, hvorfor hun forelsker sig i ham.

Manden er egoistisk og nedladende, og han forsømmer aldrig en lejlighed til ikke at prioritere hende. Han er interesseret i hendes ambitioner om at skrive en roman, men er fuldkommen ligeglad med hendes egentlig virke som freelancerejsejournalist.

Men mest af alt passer Chiamaka ikke ind i Darnells forestilling om, hvilken erfaringsverden en sort kvinde fra Nigeria gerne skulle bringe med sig. Hun er for smuk, for rig, for privilegeret og skal konstant undskylde for sin fortid, og Chimamanda Ngozi Adichie stiller dermed skarpt på, hvordan identitetspositioner af og til kan snyde.

De efterfølgende fortællinger om Chiamakas jævnaldrende – advokaten Zikora og kusinen Omelogor, der forsker i pornografi – står i den grad i skyggen af Chiamakas historie, der står som hovedpulsåren i romanen.

De er fyldte med detaljer og præget af Adichies smukke, men til tider rigeligt ornamenterede sprog, men de vækkes aldrig helt til live.

Grusom undertrykkelse

I skærende kontrast til de tre privilegerede, veluddannede kvinders skæbner, har Adichie effektivt placeret hushjælpen Kadiatou, der bor i Chiamakas hus i Maryland sammen med sin datter Binta.

Her fylder identitet på en helt anden måde, for Kadiatou har hverken penge eller uddannelse, og hendes køn bliver i den grad definerende for hendes skæbne. Hun må ikke komme i skole, og hun og søsteren tvinges til omskæring for at sikre, at de kan blive gift.

Hendes videre skæbne er ikke mindre barsk, og Adichie skriver i romanens efterskrift, hvordan Kadiatous historie om overgreb, da hun arbejder som stuepige på et fornemt hotel, er direkte inspireret af den franske toppolitiker Dominique Strauss-Kahns overgrebsforbrydelser. Her mærker man uretfærdigheden syde, og det klæder teksten at stille sig fuldkommen loyalt på Kadiatous side.

”Drømmetælling” er ikke Adichies bedste eller mest interessante tekst. Hun har udfoldet sin feministiske kritik og sin kulturkritik langt skarpere tidligere. Men selv i middelmådig form er Chimamanda Ngozi Adichie i den grad værd at læse.