Hendes ulykke er stor, hendes ulykke er tung, og hun kan ikke lægge den fra sig

Caroline Alberte Minors debut som digter er bemærkelsesværdig, fordi ”Nivå Bugt Strandenge” er usædvanlig stemningsfuld.

Bogens digterjeg svinger i humør. Hun svinger i forsøg på at blive afklaret, i forbitrelse over at blive vraget, i glæden over andres eksistens.

Mange vil formentlig forbinde stemningsfuld med noget højtideligt, men det er ikke den slags stemninger, den prisvindende forfatter skaber. Det er snarere en genskabelse af begær og affekter, der ikke får lov at blive udfoldet og derfor hele tiden plager digterjeget. Som gør det søgende.

Og tilfører digtsamlingen en stor mangfoldighed. Man springer hid og did. Som om bogen vil give et samlet billede af en spredt og urolig bevidsthed.

Samtidig er det ikke svært at lodde bogens klangbund. Der skrives på tab af kærlighed:

»Min ulykke er stor min ulykke er tung og jeg kan ikke lægge/ den fra mig, fordi den tilhører mig på samme måde som/ et hjerte.«

Den korte ekstase

Ud fra den basale følelse og erkendelse drives digtene frem. Men det sker ud fra vidt forskellige positioner og stemninger.

Et sted hedder det:

»At satse hele butikken. At slå sig op på en snedig sårbarhed.«

Digterjeget har altså et mentalt overskud. Det kan stille sig an på kærlighedens scene, men i næste øjeblik, i samme digt, lyder det:

»Som et rør inden i sulten løber en mere virkelig sult. Hvorfor er han holdt op med at fodre mig?«

Som om det kvindelige jeg er et barn eller et kæledyr, der skal fodres.

Er det snedig sårbarhed?

De mange forskelligartede stemninger og måder at agere til trods er der en klar sammenhæng i digtene. Hele vejen igennem taler et kvindeligt jeg, der ikke er uinteresseret i mænd. Hvad der ikke betyder, at dermed er lykken gjort:

»Bortset fra ham/ jeg mistede til trafikken/ gjorde mændene/ jeg har elsket mig/ i sidste ende/ ondt, og/ skønt de valgte forskellige knive/ sleb de dem/ alle/ mod den/ samme sten,/ jeg er kommet/ her for at kaste/ den i havet«, som det hedder afklarende i en af de sidste tekster.

Midt i bogen lyder det derimod indbydende, når jeget beskriver sit hjem, »hvor mændene er velkomne/ som en duft og flygtige smykker«.

Den søde skuffelse

Igen og igen fremskriver Caroline Albertine Minor således yderst sammensatte kærlighedsfølelser – og det gør hun indimellem virkelig godt.

Et enkelt digt rummer en veritabel hyldest til begæret, og her er to strofer fra en tekst, der klart markerer, hvordan det kvindelige jeg svinger dynamisk og udsat mellem affekter:

»Sig mig, hvilken slags forløser er du,/ kæreste? Hvilken sød skuffelse/ har du beredt mig?/ Det er et festmåltid at se/ dig spise, og jeg er som altid/ klar på at brænde op«.

Selvom man er ulykkelig, kan man godt have appetit på tilværelsen.

Det sammensatte ligger oplagt i »sød skuffelse«. Og ordene »klar til at brænde op« har en lignende kvalitet.

På en og samme gang formuleres vitalitet og et dødeligt ophør.

Kærligheden er fysisk

En beslægtet tvetydighed dukker op, når jeget karakteriserer sig med ordene »den unge hustrus/ rappe selvsikkerhed/ besidder i nogle sekunder/ hendes løfterige gestik«.

Jeget bliver til hun i tredje person, og sådan bliver snedig sårbarhed til selvsikker ageren i det offentlige rum.

I det intime rum forholder det sig anderledes. Her dominerer udsatheden og begæret efter at blive genelsket. En trang, der som sagt oftest ikke bliver imødekommet:

»Ligesom min kærlighed/ til ham i alle årene/ nægtedes hvile og/ derfor altid var kredsende/ og sulten/ efter næste kærtegns/ korte ekstase«.

Bemærk, hvordan Caroline Albertine Minor igen taler om begær efter manden som sult. Kærligheden er først og sidst fysisk.

Det er ikke alle digte, der står lige stærkt. Bedst er de mange, der snedigt og skånselsløst udstiller jegets begær og ikke mindst den omvendte bevægelse; oplevelsen af ikke at blive begæret af en specifik mand.

En anden variant af begæret er moderens omsorg for og kærlighed til børnene. Den sidste form for kærlighed fremstår som indiskutabel og stabil, mens den første i ”Nivå Bugt Strandenge” primært ser ud til at slå benene væk under digterjeget.

Der så til gengæld rejser sig flot ved at dvæle ved og bore i de uforløste længsler.