Nicklas Buchs debutroman er modig, hård og jævn

Der er noget paradoksalt trygt ved Nicklas Buchs (f. 1997) debutroman ”Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet” og dens historie om fortælleren Nicklas’ rodede opvækst.

Moren er narkoman og derfor er det meste af hovedpersonens barndom tilbragt hos oldeforældrene i en anakronistisk boble af suppemiddage, revyviser og gebisglas på natbordene.

Efter oldefarens død må han dog rykke hjem til en mor, der drømmer (og knevrer) om en ny start som familie og en fremtid som smørrebrødsjomfru, men også stadig snubler rundt i livet og den lille lejlighed med piller i skabet og joints på altanen i selskab med onkel A og veninden Sindy.

Altså klinger den nye, løftefulde selvfortælling (udviklet med Jannie fra Misbrugscentret) utroværdig for den nu 17-årige Nicklas, der ud over at deale med situationen hjemme også forsøger at få styr på det ungdomsræs, som romanen også handler om: vennerne, kærligheden, fristelserne, identiteten.

Underdanmark

”Pillerne” skriver sig ind i en række af værker, der i de senere år har skildret livets gang i ’Underdanmark’ – fx Morten Papes ”Planen” (2015) og Thomas Korsgaards ”Hvis der skulle kommet et menneske forbi” (2017).

Buchs debut deler da også disse bøgers grundlæggende genretræk: Der er tale om en autofiktiv (erindrings)roman, der retrospektivt fremskriver barnet/den unges blik.

Men sammenfaldene drejer sig også om konkrete motiver og figurer. F.eks. beskrivelsen af det, man kunne kalde den afskyvækkende ”underklassekrop”, der hos Buch f.eks. optræder i de talrige beskrivelser af skæve-mors skvulpende mundvandssynken.

Endelig kan man fremhæve den særlige affektive grundstemning, der bevæger sig i spændingsfeltet af vrede, skam, frustration, sorg. Som her i et centralt flashback:

»Jeg trak min dansklærer uden for klasseværelset, hvor jeg fortalte hende alt, som det var. At mor ikke så tit var hjemme. At vi ofte manglede toiletpapir og mad. At hun altid sov, når vi så film, fra morgen til aften. […] Jeg var 15 år og stak en spids dolk i ryggen på hende (…).«

Pænt barsk

”Pillerne” fortæller, som det står på bogens bagsiden, en ”barsk” historie, men den er ikke, som skudsmålet også lyder, en ”vild” roman. Snarere er den ret sikker, lidt ordentlig.

F.eks. kompositorisk, hvor romanen er klart opdelt i et nutidsplan, et fortidsplan om oldeforældreopvæksten samt et tekstsporuddrag fra moderens dagbog og hendes sms’er til sønnen.

Alle dele bæres – som i citatet – generelt frem af en klar, ikke videre opsigtsvækkende prosa. Faktisk er bogens klart svageste momenter, når den får mere poetiske ambitioner. Det har f.eks. noget villet litterært og ubehjælpsomt over sig, når en natlig blowjobscene under åben himmel slutter sådan her: »Åh, stønner jeg op i luften. Himlen. Stjernerne«.

Der hvor teksten til gengæld står stærkere, er i dens humor og i dens fornemmelse for sociale registre. F.eks. den sjove (og frustrerende, smertende) fremvisning af moderens overtagelse af den institutionaliserede terapilingo, som når »hun fortæller om den onde spiral, og hvordan hun nu endelig har brudt ud af den«.

Social realitet, litterær konvention

Det er bestemt ikke ueffent. Og ”Pillerne” er indiskutabelt både en vedkommende, modig og rørende bog. Men den føles også lidt lille, lidt knibsk. Måske, uretfærdigt nok, bl.a. fordi jeg lige har læst franske Édouard Louis’ seneste roman ”Hvem slog min far ihjel” (2019).

Her finder man også et hårdt og personligt portræt af en opvækst langt borte fra den solide middelklasse. Men samtidig podes dette stof med et sprogligt overskud og et langt skarpere analytisk, kritisk og polemisk projekt, der gør den til en anderledes overrumplende, radikal og blivende læseoplevelse. Netop fordi den fremstiller underklassens – for mange læsere, herunder mig – ukendte sociale realitet på en måde, der rækker ud over underklasseskildringens velkendte litterære konventioner.