Fortsæt til indhold
Litteratur

Harry Potter-bøger er blevet bandlyst fra katolsk skole i Tennesse

En pater i spidsen for en katolsk skole i USA har valgt at bandlyse Harry Potter-bøger efter at have konsulteret eksorcister.

»Wingardium Leviosa,« kan - hvis udtalt rigtigt - og ledsaget af et lille vift med tryllestaven få fjer eller tungere ting til at svæve i luften.

I hvert fald i J.K. Rowlings populære Harry Potter-univers.

Men det er måske heller ikke helt ufarligt at læse besværgelser som "Wingardium Leviosa" eller ligefrem dødsbesværgelsen "Avada Kedavra" højt. Det mener en amerikansk pater fra Tennesse, som er leder for St. Edward Catholic School i Nashville.

Pateren er nemlig blevet så overbevist om, at ordene i Harry Potter-bøgerne kan gøre skade i det virkelige liv, at han nu har bandlyst bøgerne fra skolens bibliotek.

»Disse bøger præsenterer magi som både godt og ondt, hvilket ikke passer, men i virkeligheden er et klogt bedrag. Besværgelserne i bogen er ægte besværgelser, som, når de bliver læst af et menneske, risikerer at fremmane onde ånder i nærheden af den, som læser teksten,« lyder det i den mail, som pateren Dan Rehill har sendt rundt til forældrene til skolens børn.

Lord Voldemort er en skræmmende del af Harry Potter-universet, men hans magt rækker også ud i den virkelige verden ifølge en katolsk pastor. Foto: Warner Bros

Det lokale medie Tennessean fortæller, at Rehill videre i mailen skriver, at han har konsulteret eksorcister fra både USA og Vatikanet, inden han traf sin beslutning.

Det var en henvendelse fra en forælder til et barn på skolen, der fik ham til at gå i gang med se på bøgerne.

Rebecca Hammel har det overordnede ansvar for alle katolske skoler i Nashville, og hun forklarer til Tennessean, at Dan Rehill har ret til at bandlyse Harry Potter, Draco Malfoy og Glitterik Smørhår fra hylderne.

Den ret skyldes, at Vatikanet ikke har meldt nogen officiel holdning ud til Harry Potter.

Rebecca Hammel understreger dog, at der ikke kommer til at følge et overordnet råd om bandlysning i eget hjem med til forældrene.

»Hvis forældre vurderer, at det her eller andet medie-indhold er passende, håber vi, at de vil vejlede deres sønner og døtre i at forstå indholdet set gennem vores tro,« siger Rebecca Hammel dog til Tennessian.