Fortsæt til indhold
Litteratur

”The Mister” udfolder sig som en softcore lægeroman med de billigste fantasier fra skuffen

E.L. James’ nyeste erotiske roman er i særklasse ringe.

KÆRLIGHEDSROMAN

THE MISTER

E.L. JAMES

Oversættelse: Betty Frank Simonsen, Lisbet Kjær Johansen og Line Beck Rasmussen

476 sider, 179,95 kr.

Pretty Ink

Det må man lade E.L. James – I husker nok hende, der lagde verden på den anden ende med de erotiske bondagemelodramaer i ”Fifty Shades of Grey”-serien for nogle år tilbage. Hun toner rent lægeromanflag med sin seneste udgivelse, ”The Mister”. Ingen lunkne pseudobestræbelser på at skrive såkaldt god litteratur, blot knap 500 siders blød porno ferskt krydret med afsindigt kedelige beskrivelser og endimensionelle persontegninger.

Der er umiddelbart intet, der afslører, at ”The Mister” er skrevet i 2019, og som fortælling er den fuldkommen afskåret fra virkeligheden. Det er en fedtet fantasi fra dengang, en mand var en mand, og en kvinde var en stakkel, der skulle reddes. At den fantasi, der i grove træk er præcis den samme, som vi blev serveret for gennem de tre ”Fifty Shades”-bøger, stadig er så levedygtig, kan vi jo så tage et øjeblik til at tænke over.

Jeget i ”The Mister” er den 28-årige Maxim (mage til slattent overklassepornonavn skal man lede længe efter), der efter storebroderens utidige død står til at overtage familiens adelige forpligtelser og enorme formue. Det byder ham meget imod, og det kan man godt forstå, når han ellers har brugt al sin tid på at knalde lækre damer i sin luksuslejlighed i London. Deriblandt storebroderens enke – »Hendes blik lyser af lyst og sorg« – som han lige får onduleret på de allerførste sider. Så er vi ligesom i gang.

Ualmindeligt uelegant

Maxim er ikke plaget af den store selvindsigt, så for at humanisere ham har E.L. James suppleret teksten med en række kursiverede indskud, der blotter hans tanker. De består dog mest af udbrud, der indledes med ordet fuck. Det er noget af det mest uelegante, jeg nogensinde har været udsat for som læser.

Ondt bliver kun værre, da albanske Alessia træder ind i manegen som Maxims rengøringshjælp. Alessia er på flugt efter at være blevet hapset af nogle infame menneskesmuglere, der ville distribuere hende videre til britisk prostitution. Hun hænger også på en voldelig forlovet hjemme i Albanien. Heldigvis er hun smuk og som 23-årig stadig jomfru og glatbarberet, hvilket Maxim er heldig nok at finde ud af.

Det meste af den lange bog er slibrige sexscener, der dyrker uskyldens møde med erfaringen, og så de uundgåelige dramatiske situationer, hvor det er ved at gå helt galt for det elskende par. Undervejs er der ufattelig mange løse ender, men ikke noget, synes E.L. James at sige, der ikke kan løses med en rask orgasme. Eller en bog nummer to. Den kan vi roligt frygte.

LINK: Køb e-bogen her