På sporet af den tabte tid

”Byen ligger bundet i sit nett av trikkeskinner”. Sådan skriver Jan Erik Vold i sit berømte digt om Oslos sporvognsskinner, men så bliver digteren led ved sin egen metafor, afbryder sit pligtskyldigt modernistiske digt og sender glad læseren ud i Oslo: »Gå ut og se på trikkeskinnene, de binner ikke byen fast.«

Sporene fører tilbage til hans barndom – og den tur stiger man også på i en anden Oslo-elskers seneste roman: Lars Saabye Christensens ”Byens spor”.

Vi er i bydelen Fagerborg, og det er lige efter Anden Verdenskrig. I en lejlighed bor Maj, Ewald og deres søn, Jesper. Ovenpå har vi enkefru Vik, som mod sin vilje kurtiseres af antikvarboghandleren, hvis stedsøn redder slagterens søn, Jostein, efter at han er blevet kørt over af sporvognen, som senere tager Jesper til klaverspil hos en eksileret og fordrukken melankoliker fra Italien, som forsørger sig med salonmusik på Bristol – hvor Ewald hænger ud med sine kolleger fra det reklamebureau, der skal arrangere Oslos 900-års jubilæum i 1950.

En anden verden

Sådan hænger alting sammen – ”Lille Oslo er en egen planet”, som en helt tredje Oslo-elsker sang engang – og i romanen følger vi menneskene rundt i den lille storby, igennem små og store begivenheder: indkøb, skolegang, ægteskab, fødsel, kræftdødsdom. Saabye er en flittig, erfaren og finurlig romanfortæller, der i elegant glidende overgange lader perspektivet gå som en stafet mellem sine karakterer.

Stafetten afbrydes kapitelvis af kursiverede passager, der består af pudsige referater fra den lokale Røde Kors-komités arbejder.

Her dukker flere af de vigtige karakterer op, og man får et indblik i et andet netværk: en kvindeverden, der bestemt er både let komisk, rigid og kristeligt-nationalt småborgerlig, men hvor der også hersker en taktfuld vilje til i en fattig tid at gøre en indsats for andre med uldtæpper, økonomisk støtte og afholdelse af basar. Solidaritet, som man senere sagde, ja eller velfærdsstat måske.

Før de store opbrud

Vi er på godt og ondt før 1960’ernes store opbrud i omgangsformer med meget mere, og nok har Saabye her tegnet et varmt, underholdende og indforstået kort over den tid på det sted, men kortet mangler hverken den sorte farve eller kant.

Og i slutningen – 10 år senere, den dag den elskede (og jo oprindeligt danske) Kong Haakon dør, en fast mærkedag hos Saabye – rejser den let autistiske og gennemmusikalske Jesper, måske forfatterens alter ego, ud af byen og videre ind i den fremtid, der blev vores.

Romanen er en dreven forfatters erindringsarbejde, og dens lyriske tone er både sikkert og lydhørt fordansket af Ellen Boen.

Man fornemmer Saabyes hånd, humor og indfølingsevne fra den legende indledning via det store skæbnesporvejskort over Fagerborg og til endestationen, hvor man kan skifte til de større transportmidler, der går ud i verden og ind i fremtiden.

Jeg tænker den med sin størrelse, robusthed og fine detaljer er et godt bud på lekture til læsning i forårssol og senere strandstol – ikke mindst hvis man kender og måske ligefrem elsker den egne lille planet, der er Oslo.

LINK: Køb e-bogen her