Fortsæt til indhold
Litteratur

Forældrepar: Jane Aamund begår karaktermord på vores afdøde datter i ny bog

Jane Aamund har valgt at inddrage dødsulykken i bogen for at advare mod en »farlig tendens«, forklarer hun.

Familien til Klara Kirk, som sidste år omkom i forbindelse med en faldulykke i Lemvig, mener, at forfatteren Jane Aamund i sin nyeste bog, ”Samtaler om natten”, fordrejer virkeligheden og får den tragiske ulykke til at fremstå som underholdning.

I en kommentar, der er blevet bragt i Lemvig Folkeblad, beskylder forældrene til Klara Kirk, Janni og Niels Kirk, Jane Aamund for at begå karaktermord på deres 19-årige afdøde datter.

»Jane Aamund kan ikke tage erindringen om en fantastisk ung kvinde fra alle os, der har kendt Klara. Men det overgreb Jane Aamund har lavet på Klara, ved at fremstille hende som en, der går foran i en flok af unge mennesker, der efter indtagelse af stoffer, render hujende rundt på byens tage, er det rene karaktermord på Klara, og vil fra nu af være det officielle billede af Klaras død ude i landet,« lyder det bl.a. i kommentaren.

”Samtaler om natten” handler bl.a. om Jane Aamunds egne oplevelser i Lemvig, hvor hun har boet i knap 20 år.

Ifølge familien har politiet siden ulykken konkluderet, at Klara Kirk var alene på taget, da hun faldt omkring 10 meter ned, ligesom at gaden nedenfor var tom for mennesker på ulykkestidspunktet.

»Heldigvis for os efterladte var der et vidne. Vedkommende havde ingen relation til Klara eller festen i byen, så hele forløbet op til den tragiske ulykke er grundigt beskrevet i en politirapport og har ingen lighed med Jane Aamunds beskrivelse. Den eneste lighed er, at Klara forsøgte at springe over gaden og ikke klarede det,« skriver forældrene i kommentaren, der fortsætter:

»Vi kommer aldrig til at vide, hvad der fik Klara til at tage den fatale beslutning. Klara var en pige fyldt med livsmod, så hverken politiet eller vi i familien kommer det tættere end et ungdommens overmod.«

Jane Aamund har over for Lemvig Folkeblad forklaret, at hun med sin historie vil advare mod en farlig tendens blandt unge ved at inddrage dødsulykken i Lemvig.

Hun anerkender, at familien føler, at historien går ud over Klara Kirks minde, men står fast på, at historien er baseret på vidner, der »var tæt på den unge ulykkelige pige den aften«.

»Men det var ikke for at bringe ”sladder” om den ulykkelige hændelse. Men det var ment som en advarsel om, hvad der kan ske. I København er der fester, hvor det gælder om at springe på et tog, springe ud fra broer. Det er en ”trend”, som kommer fra USA. Mine sønner og jeg har talt meget om, hvordan vi kan forhindre, at den slags breder sig. Som mor og bedstemor forstår jeg fuldstændig forældrenes vrede og afmagt. Men historien i min bog var ment som en advarsel til de unges fester. Nu skete det i Lemvig. Sidste år var der en i min nærmeste vennekreds’ søn, der blev dræbt ved et spring fra togvogn til togvogn,« siger forfatteren til avisen.