Hitler optrådte i udskældt indisk børnebog - nu er den pillet af hylderne
Bogen fremhævede magtfulde ledere, som prøvede at gøre verden bedre.
En heftigt omdiskuteret børnebog om store ledere er nu blevet trukket tilbage fra handlen, skriver britiske The Guardian.
Heftigt omdiskuteret, fordi den fremhæver Adolf Hitler i sin opremsning af magtfulde ledere, som har viet deres liv til at skabe forbedringer for deres land og folk.
Sådan hedder det i beskrivelsen af bogen "Great Leaders" på forlagets hjemmeside. Bogen, der kom på hylderne i 2016, indeholder biografier af 11 berømte verdensledere, som »prøver at gøre verden bedre«.
En af de nævnte ledere er Adolf Hitler, som på bogens forsideillustration optræder med billede sammen med bl.a. Mahatma Gandhi, Barack Obama og Nelson Mandela.
I bogen beskrives også bl.a. Napoleon Bonaparte, Indiens premierminister, Narenda Modi, og så Myanmars Aung San Suu Kyi, som også kan betegnes som en omdiskuteret lederskikkelse.
Det er dog Hitlers benævnelse i kombination med bogens beskrivelse, der har fået kritikere til at affyre en verbal skudsalve mod forlaget. Heriblandt den jødiske menneskerettighedsgruppe The Simon Wisenthal Center (SWC), som i marts udsendte en pressemeddelelse, hvor man krævede bogen fjernet fra handlen.
»Dedikeret til at forbedre lande og mennesker? Adolf Hitler? Denne beskrivelse vil få nazisterne og deres racistiske nazistiske arvinger til at græde glædestårer,« udtalte talspersonen, rabbineren Abraham Cooper.
»At sidestille Hitler med virkelig store politiske og humanitære ledere er en vederstyggelighed, der kun bliver værre af, at den retter sig mod unge mennesker med ringe eller ingen viden om verdenshistorien.«
Tidligere måneden fortalte en talsperson fra forlaget Pegasus, Annshu Juneja, The New York Times, at man aldrig før havde modtaget klager over bogen.
Ifølge Juneja optrådte Hitler i bogen, fordi hans »lederevner og taler havde påvirket masserne«, sagde han i forbindelse med kritikken.