160 minutter, der chokerede verden

To timer og fyrre minutter gik der.

Fra det prægtige skib "Titanic" ramte isbjerget til det forsvandt fra det kolde havs isfyldte overflade.

Dramaet, som udspandt sig i de 160 minutter, har siden hen optaget og fascineret en hel verden.

I denne weekend - den 14. og 15 april - markeres 100-året for det berømte forlis overalt i verden.

På alle tænkelige måder.

Mange omstændigheder omkring forliset og hvad der førte til det er kendte - men meget er stadig uklart, og vil formentlig aldrig blive fuldt opklaret.

Men et uomtvisteligt faktum er det, at "Titanic" torsdag den 11. april kl. 13.55 gav tre høje signaler med dets dampfløjte og langsomt gled ud ad havnen i det daværende Queenstown i Irland (nu Cobh).

Dermed indledte "Titanic" dets skæbnesvangre første - og sidste - rejse over Atlanten med 2.001 passagerer ombord.

Udover skibets 1.316 passagerer, var der også en kæmpe besætning på 885 medlemmer.

Det er i hvert fald det tal, som den britiske undersøgelses-kommissions rapport "Report on the Loss of Titanic" kom frem til.

Men der hersker stadig usikkerhed omkring antallet af passagerer, besætningsmedlemmer og omkomne på "Titainic".

Rige, berømte og adelige

Skibet var inddelt i tre klasser, og på Titanics jomfrurejse var der 706 passagerer på tredje klasse, 285 på anden klasse og 325 på første klasse.

Første klasse befandt sig øverst på skibet, og her opholdt de rige, berømte og adelige sig i opholdssaloner og rygesaloner, hvor de blev underholdt af levende musik og indtog prægtige middage.

Den rigeste mand ombord var amerikaneren John Jacob Astor , 47 år og god for 550 mio. kr.. Han havde selskab af sine unge hustru, Madeleine, som han kort forinden var blevet gift med.

Ombord var også Benjamin Guggenheim , en velhavende amerikaner, hvis familie havde tjent en formue på minedrift og stålværker, samt Margaret Tobin Brown, som senere blev kendt som ’"den synkefri Molly Brown" - en farverig hustru til en styrtende rig mineejer i Denver, USA.

Længere nede i skibets bund var tredje klasses kahytterne installeret, som var en stor kontrast til gemakkerne på de øverste etager.

Her var størstedelen immigranter fra Kroatien, Armenien, Syrien og andre mellemøstlige lande. Ud de 706 passagerer, der befandt sig på tredje klasse, overlevede kun en fjerdedel.

Normalt med is i april

Allerede på andendagen - fredag den 12. april - kom den første advarsel til skibets telegrafist om, at der var is på ruten.

I april var det ikke usædvanligt, at der var is i sejlruterne. Normal praksis var at styre uden om isbjergene, når udkigsmændene fik øje på dem.

Kaptajn Edward J. Smith valgte - efter at have set telegrammet - at lægge en sydligere kurs i håb om at undgå isen.

Advarsler på stribe

Søndag den 14. april indløb der flere is-advarsler fra passagerskibet "Caronia". Der blev meldt om isbjerge, skosser og isflager.

Kaptajn Smith hængte telegrammet op på broen, så hans officerer var opmærksomme på det.

Kl. 11.40 meldte et andet skib - hollandske "Noordam" - også om ”megen is” på samme position.

Den tredje is-advarsel kom fra skibet "Baltic", der var på vej fra New York til Liverpool: 250 sømil længere fremme på Titanics kurs var der observeret isflager og isbjerge.

Beskeden blev givet til kaptajn Smith, som gav telegrammet videre til White Star Line-direktøren Bruce Ismay, som beholdt det.

I løbet af eftermiddagen viste direktøren det frem til flere passagerer, og fortalte dem, at der blev mulighed for at se isbjerge.

Advarslen blev tydeligvis ikke taget seriøst af Bruce Ismay.

Fredfyldt søndag

Søndag var fredfyldt. Passagererne fik i løbet af eftermiddagen tiden til at gå med at skrive breve, hygge sig med en bog, besøge venner ombord eller spille kort.

Andre tog varmt tøj på og gik ture på promenadedækkene og nød den smukke solnedgang.

På tredje klasse var flere passagerer begyndt at danse i fællesrummet. Flere af de besætningsmedlemmer, som ikke havde vagt, deltog.

Feststemningen på tredje klasse varede det meste af aftenen, og det mest dramatiske, passagererne oplevede, var da en flok hvinende piger havde opdaget en rotte, som lynhurtigt blev uskadeliggjort af deres beundrere.

Kl. 22 blev lyset slukket og passagerne på tredje klasse gik i seng.

På første klasse drak passagerne kaffe i opholdssalonen eller i forsalonen efter middagen. Her valgte mange af mændene at fortsætte ind i rygesalonen for at spille kort indtil "Titanic" ramte isbjerget.

Værst tænkelige vejr

Kl. 19.30 kom endnu en advarsel om is fra passagerskibet "Californian", som meldte om tre store isbjerge observeret kun 40 sømil væk.

Med en hastighed på 20 knob befandt "Titanic" sig blot to timers sejlads derfra.

Telegrammet var dagens femte advarsel, men kaptajn Smith blev i første omgang ikke underrettet. Han var til middag på første klasse, og heller ikke skibets officerer tog notits af telegrammet.

Det var først, da andenstyrmand Charles Lightoller mødte på sin vagt, at han sammen med sjette styrmand James Moody ud fra telegrammets informationer beregnede, at de ville være fremme ved isbjergene kl. 23.

Skarpt udkik

Herefter gav han ordre til, at de to mænd i udkikstønden skulle holde skarpt udkik efter små isbjerge og skosser.

Vejret var det værst tænkelige at spotte isbjerge i, men Lightoller vurderede sammen med kaptajn Smith, at man stadig ville være i stand til at se et hvidt omrids af et isbjerg i tide.

Han gik til ro med ordene:

”Hvis der bliver den mindste smule tvivl, så giv mig et praj med det samme”.

”Forsvind, jeg har travlt”

De to telegrafister ombord arbejdede 12 timer i døgnet, og som en ekstra service for passagererne ombord, kunne der sendes private beskeder ind til fastlandet.

Den ene telegrafist, Jack Philips, var søndag aften på vej igennem den høje bunke af private telegrammer, da et meget højt signal lød igennem alle transmissioner.

Det var den sjette advarsel om is. Igen fra "Californian", der kun var 16 sømil fra "Titanic".

”Vi er stoppet og omringet af is”.

Skibet havde valgt at ligge stille for natten midt i et stort isområde.

Men Jack Philips var træt efter en lang vagt, og svarede irriteret tilbage.

”Forsvind, jeg har travlt”.

"Californians" telegrafist opgav herefter yderligere kontakt til "Titanic". Og efter en 18 timers vagt, gik Jack Philips til ro uden at aktivere systemet, der opfangede meddelelser i løbet af natten.

Kl. 23.39: "Isbjerg ret for"

Oppe i udkikstønden savnede Frederick Fleet og Reginald Lee en særlig kikkert, der var blevet låst inde i en kahyt. Nøglen til kahytten havde officeren taget med sig i lommen, da han gik fra borde i Southampton.

Søndag aften var havet helt roligt. I det isfyldte hav var dette et problem, idet ingen bølger skyllede advarende op mod isbjergenes fod og dermed gjorde dem mere synlige. Desuden var der heller ingen måne, der skinnede på isbjerget.

Frederik Fleet og Reginald Lees chancer for at advare om et isbjerg i tide var derfor langt fra optimale.

Og kl. 23.39 skete der noget dramatisk.

De to mænd fik øje på et enormt isbjerg forude.

De slog straks tre slag på advarselsklokken, og kaldte derefter broen:

”Isbjerg ret for!” råbte Frederick Fleet til førstestyrmand William Murdoch, som reagerede ved at løbe hen til maskintelegrafen og slå ”Stop! Tilbage fuld!”.

Forkert beslutning

Han ville have, at "Titanic" skulle stoppe og derefter bakke. Samtidig gav han kvartermester Robert Hitchens, der stod til rors, om at dreje kraftigt mod styrbord..

Derefter trykkede han på alarmknappen ned til maskinrummet, og på den kontakt, der lukkede dørene mellem de vandtætte sektioner.

Officererne stod på broen med tilbageholdt åndedræt, mens de så det kæmpestore skib styre direkte mod isbjerget.

Langsomt drejede Titanic til højre, uendeligt langsomt, skæbnesvangert langsomt.

Men det var for sent.

Blot 37 sekunder gik der fra Frederick Fleets advarsel ned til kommandobroen og til at "Titanic" ramte isbjerget, der flænsede skibets ene side op.

Mange eksperter har siden ment, at førstestyrmand Murdoch tog en forkert beslutning. Han skulle - i stedet for at forsøge at bakke - enten have sejlet direkte ind i isbjerget - hvilket ville have forårsaget mindre skade - eller drejet skarpt til venstre - til bagbord.

Dødsdømt skib

Da det 18 meter høje isbjerg kolliderede med "Titanic," kunne skibets bolte ikke klare presset, hvilket skabte en 90 meter lang flænge i skibets højre side (styrbord)

Så stor, at der hvert minut fossede omkring 300 ton vand ind i skibet.

Dobbelt så meget, som skibet kunne pumpe ud.

Skibet var bygget til at kunne holde sig flydende med op til fire af de alt 16 vandtætte kamre fyldt med vand, men i sammenstødet med isbjerget blev seks af de forreste sektioner presset åbne.

Uden nogen mulighed for at pumpe vandet ud, blev "Titanic" langsomt fyldt op. Skibets konstruktør Thomas Andrew erklærede, da han havde analyseret skibets skader, at det allerede da var dødsdømt.

”Hvor lang tid har vi?” spurgte Kaptajn Smith.

”Halvanden time, måske to,” lød det dystre svar fra Thomas Andrew.

”Alle mand på dæk”

Kl. 00.05 beordrede kaptajnen alle mand på dæk.

Men ombord på skibet var der kun 20 redningsbåde. 14 store med plads til 65 personer, to mindre med plads til 40 og fire sammenklappelige med plads til 47 personer.

I alt var der kun plads til 1.178 i bådene. Ombord var der over 2.000 mennesker.

White Star Line havde tydeligvis ikke forudset, at der var nødvendigt med nok redningsbåde på hvad man fra rederiets side opfattede som et synkefrit skib.

Med en stående ordre fra kaptajnen om, at kvinder og børn skulle reddes først, gik besætningen igang med at hjælpe de første i bådene.

Men nogle af de kvindelige passagerer nægtede at gå i bådene uden deres mænd - en af dem var Ida Strauss gift med medejer af Macy’s stormagasin i New York. Hun skulle lige til at gå ned i båd nummer 8, men vendte sig mod sin mand og gik tilbage til ham:

”Vi har levet sammen så mange år. Der, hvor du går hen, der følger jeg dig”.

Begge omkom senere.

Kaos i katastrofeberedskabet

Men et andet problem var, at der stort set ingen passagerer var på dækket - både fordi mange af dem var bange for at blive firet 20 meter ned i mørket, og følte de befandt sig bedre på det ”synkefri skib”.

I den første båd, der blev firet ned, var der kun 27 personer ombord i en båd til 65.

At der blev firet så få ned, skyldtes blandt andet, at det intet overordnet katastroferedskab fandtes på "Titanic". Besætningsmedlemmerne havde aldrig holdt øvelser, hvilket betød, at der blev udstedt forskellige ordrer, og de tog fejlagtige beslutninger på egen hånd.

Det fik katastrofale konsekvenser for passagererne på tredje klasse, hvilket vi vender tilbage til senere.

Desperat kamp for telegrafisten

Mens besætningen oppe på dækket kæmpede med at få passagerer i bådene, kæmpede Jack Philips nede i telegrafistrummet desperat på at få fat i alle skibe i nærheden.

Telegrafisten Harold Cottam på "Carpathia" spærrede øjnene op, da han fik den chokerende meddelelse fra Titanic:

”Kom med det samme, vi har ramt et isbjerg”.

Kaptajn Rostron på "Carpathia" beordrede med det samme fuld kraft frem, men beregnede at hans skib først ville være fremme i løbet af tre timer.

Tredje klasse nægtet adgang?

Kahytterne på tredje klasse lå langt nede i Titanics for- og agterskib, og for at finde vej op til dækket, skulle passagererne gå igennem en labyrint af gange. Mange havde svært ved at læse sig frem til dette på anvisnings-skiltene, idet de fleste ikke kunne læse engelsk.

Men det var ikke det eneste problematiske.

Den skarpe opdeling mellem skibets klasser betød, at der var sat gitre op for at forhindre tredje klasse i at komme op på første og anden klasse.

Men selv da vandet fossede ind i skibet, blev gitrene ikke åbnet. Der blev ikke givet ordre til det.

Dog var der flere besætningsmedlemmer, der af egen drift gik ned og hentede kvinder og børn fra tredje klasse op til redningsbådene, men mange kvinder nægtede at gå uden deres mænd.

Mor og fire børn omkom

Den 29-årige svenske mor Alma Pålsson, skulle sammen med sine fire børn mødes med sin mand i Chicago.

Gösta (2 år), Stina (3år), Paul (6år) og Torborg (8år) blev i løbet af natten vækket af deres mor, som hjalp dem alle i tøjet, mens skibet hældte mere og mere.

Men før Alma fik alle sine børn i tøjet, og de kom op på dækket, var det for sent.

For da passagererne fra tredje klasse endelig fik lov at komme op på båddækket, var mange af redningsbådene allerede sejlet væk.

Liget af Alma blev senere bjærget, mens børnene aldrig blev fundet.

Gik imod kaptajnens ordrer

Kaptajn Smith prøvede at få redningsbådene tilbage til skibet for at få flere passagerer ned i bådene, men søfolkene på redningsbådene var bange for at blive suget med ned, når skibet sank.

Derfor trodsede de kaptajnens ordrer, og roede længere væk.

Kl. 01.15 blev alle for alvor klar over, at "Titanic" kunne og ville synke.

På det tidspunkt var vandet nået op til navnet "Titanic", som stod malet i forstævnen.

I takt med at dækket stod i en stejlere og stejlere vinkel, gik flere og flere folk i bådene.

Panik og kortspil

Kl. 02.05 blev den sidste redningsbåd firet ned og panikken bredte sig blandt passagererne, som prøvede at bestorme båden. Besætningsmedlemmer dannede kæde omkring båden, og fik kvinder og børn frem.

Kaptajn Smith løste derefter besætningen fra sine pligter med ordene.

”Nu må enhver redde sig, hvem der kan”.

Mens andre gik i panik efter de sidste redningsbåde var væk, valgte Archibald W. Butt, Arthur Ryerson, Francis D. Millet og Clarence Moore i stedet at bane sig ind i første klasses rygesalon for at tage et sidste spil kort.

Sort anklagende finger

Kl. 02.15 knækkede skorstenen, og "Titanic’s" agterende løftede sig faretruende. Bådens tre enorme skruer kom til syne over havoverfladen.

På det tidspunkt var der stadig lys i skibet, mens det næsten stod lodret i vandet.

Tusinder ton vand i skibets forende begyndte at tynge skibet ned, og lyset gik pludselig ud.

For en kort stund står skibet som en sort anklagende finger mod den stjerneklare himmel inden den forreste del brækkede af og forsvandt i havet.

Kort tid efter fulgte resten af skroget med.

Tredje styrmand Herbert J. Pitman i redningsbåd 5 kiggede på sit ur og noterede sig, at Titanic forsvandt fra havets overflade kl. 02.20.

"Konstant jamrende klagen"

Jack Thayer overlevede ved at klynge sig til en kæntret båd, og husker lyden ” af en lang, konstant jamrende klagen”.

Efter 20 min. begyndte klageskrigene at dø ud.

Klokken 03.00 var der helt stille.

Temperaturen i vandet på det tidspunkt var -2 grader, hvilket betød, at de fleste mennesker, der var iført redningsveste, enten døde af underafkøling eller hjertestop.

I følge de britiske optællinger omkom 1.490 mennesker, enten fanget i skibets indre eller frosset ihjel i det iskolde vand.

”Nu gælder det vores liv, ikke deres!”

711 personer sad tilbage i redningsbådene.

Nogle af passagererne og besætningsmedlemmerne var indstillede på at sejle tilbage og samle folk op, mens flere protesterede i frygt for at de hundredvis af mennesker ville kravle om bord og dermed kæntre redningsbåden.

Som kvartermester Hichens hidsigt råbte i båd nr. 6:

”Nu gælder det vores liv, ikke deres!”.

Kun en båd vendte tilbage og samlede overlevende op.

Måtte fires op i lærredsposer

Kl. 04.00 - en time efter "Titanic" sank, nåede "Carpathia" endelig frem.

På forlisstedet var der på det tidspunkt helt stille, og "Carpathia" begyndte at samle passagererne op fra redningsbådene.

Mange var så forfrosne, at de ikke kunne holde ved rebstigen, men måtte fires op i lærredsposer.

Inde på skibet havde en læge lavet spisesalonen om til et midlertidigt hospital, og der blev ombord serveret varm suppe og drikke ligesom der blev uddelt varme tæpper til de forkomne passagerer.

30.000 mennesker på kajen

Torsdag den 18. april anløb "Carpathia" New Yorks havn, hvor snesevis af sejlbåde, slæbebåde, og andre skibe, som var blevet lejet af journalister, omringede "Carpathia".

Derfra råbte de spørgsmål til besætning og passagerer ved hjælp af megafoner.

Titanics forlis ryddede forsider over hele verden.

Flere end 30.000 mennesker stod på kaj 54, da skibet lagde til, og flere end 10.000 trængtes i gaderne omkring havnen.

Nyheden om "Titanics" forlis kom på alles læber, og hænger stadig ved den dag i dag.

LÆS OGSÅ: Eventyreren, der endte livet som 305