Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Filmskaber Kaspar Astrup Schröder er aktuel med filmen "Big Time" om Bjarke Ingels

Filmen skildrer verdensarkitektur, krisemøder, champagnefester og en hjernerystelse, der bragte arkitekten ud af fatning.

»Han har fået nogle ting i kassen, som jeg måske ikke normalt ville have syntes, var egnet til lærredet,« fortæller Bjarke Ingels i forbindelse med premieren på instruktøren Kaspar Astrup Schröders dokumentarfilm "Big Time", hvor filmskaberen igennem fem år har fulgt arkitekten, som han undervejs også blev gode venner med.

Da Bjarke Ingels i 2011 åbnede en afdeling af sit københavnske arkitektfirma BIG i New York, voksede virksomheden med raketfart. Det var svært at følge med - både for direktøren og filmmanden bag dokumentaren "Big Time".

»Det har været en udfordring at kunne følge med i alt, hvad der foregik i firmaet og i Bjarkes liv. Men samtidig opdagede jeg det pres, Bjarke var under. Lidt som om han havde sat sig helt forrest som chauffør i et tog, der ikke kunne standses - samtidig med, at han også skulle lægge skinner« fortæller Kaspar Astrup Schröder, som altid har interesseret sig for arkitektur og med filmen "Big Time" gerne ville skabe en klon mellem en portrætfilm og en klassisk arkitekturfilm.

"Havde jeg ikke været instruktør, forestiller jeg mig, at jeg nok ville have været arkitekt", siger filmskaberen Kaspar Astrup Schröder der står bag dokumentaren "Big Time". Foto: Koustrup Kenneth Lysbjerg

»Der er meget historiefortælling over Bjarkes bygninger, og jeg tænkte, da jeg startede, at han måske kunne være en motor for en arkitekturfilm, der var mere som den, jeg længe har tænkt på at ville lave.«

»Da han så fortalte om et muligt eventyr i New York og et projekt, som han ville springe ud i uden megen tøven, fulgte jeg med. Og derfra begyndte filmen at forme sig omkring Bjarkes udvikling fra lokal dansk up-and-coming arkitekt til en af verdens førende innovative formskabere.«

Bjarke Ingels begyndte som en ung mand, der drømte om at lave tegneserier, og nu er han udråbt af The Wall Street Journal til "en af arkitektverdenens største stjerner". I filmen følger Kaspar Astrup Schröder både de kreative processer og de utallige kompromiser, der følger med arbejdet på BIG's største projekt til dato, nemlig en af de skyskrabere, der skal erstatte tvillingetårnene, der styrtede sammen den 11. september 2001 på Manhattan.

Midt i det hele blev Bjarke Ingels ramt af noget så jordnært som helbredsmæssige udfordringer afstedkommet af et baseballbat. De efterfølgende smerter øgede presset på den i forvejen pressede arkitekt.

"Bjarke er enormt givende og åben. Helt nede på jorden og i de seks år, jeg har filmet ham, har han ikke ændret sig. Man kunne måske godt tro, at denne fame and glory kunne stige ham til hovedet, men det har det på ingen måde," fortæller dokumentarist Kaspar Astrup Schröder, der i filmen "Big Time" har fulgt Bjarke Ingels igennem fem år.

»Der kunne jeg mærke, at filmen kunne blive endnu mere universel. At den ikke "bare" kunne formidle spændende arkitektur og en interessant hjerne bag, men at den også kunne fortælle en større historie om den moderne mand og de valg, han må træffe for at blive lykkelig,« siger Kaspar Astrup Schröder, hvis mål med filmen har været at give en eksklusiv bid af Bjarke Ingels, som man ifølge instruktøren sjældent støder på i andre hurtigt producerede portrætter af ham.

»Jeg ville give et indblik i hans verden, hvor drømme kan blive til virkelighed, men hvor man også vil forstå, hvad det i virkeligheden kræver af talent, mod og ofring. Hvor vi kommer helt ind bag facaden.«

Smerter efter en hjernerystelse gjorde, at Bjarke Ingels fik scannet sin hjerne, hvor man opdagede en mindre cyste.

»På overfladen kan Bjarke Ingels' liv måske synes som en dans på roser, men filmen afdækker også nogle af alle de udfordringer, der følger med i et liv som en af verdens største nulevende arkitekter.«

Bjarke Ingels havde ikke forudset noget som helst af det, der sker i filmen.

»Jeg havde ikke engang planlagt at flytte til New York. Jeg havde ikke drømt om, at vi skulle komme til at tegne det sidste World Trade Center-tårn. Og jeg havde bestemt ikke set et baseballbat komme flyvende,« siger Bjarke Ingels, der sagde ja til at medvirke i filmen, fordi han håber, at den kan være med til skærpe folks engagement i arkitektur.

BIGs prestigefulde gårdskraber-bygning i New York får i filmen Bjarke Ingels op i det røde felt, da bygningens overflade skulle have været naturligt stål og ikke gråmalet. Noget han senere får rettet op på.

»Kaspar var interesseret i at lave noget, som føltes som film snarere end reportage: Ingen interviews, en kronologisk historie, en historie bue, med en begyndelse, en midte og en slutning. Jeg syntes, at det lød som noget, der kunne være interessant for folk at bruge halvanden time af deres liv på, hvis vi dermed kunne få folk til også at få lidt dybere interesse i, at arkitektur handler om meget mere end grim eller pæn eller om rød mursten eller grå beton.«

Filmen er blevet helt anderledes, end Bjarke Ingels havde forestillet sig. Dels gik der lige pludselig syv år. Han flyttede til USA, kort tid efter Kaspar gik i gang, fyldte 40 år, og på kort tid voksede tegnestuen fra 80 til 440 mand.

Bjarke Ingels beskriver Kaspar Astrup Schröder som en èn-mands hær med sit kamera og mikrofoner: "Selvom filmproduktionen ligner et stort stykke arbejde, så er det kun ham på stedet, og fordi han er blevet en rigtig god ven, så glemmer man jo, at han er der."

»Min verden eksploderede på rigtig mange fede måder – mange af mine drømme begyndte for alvor at gå i opfyldelse. Men også på den måde, at når man siger: ”Pas på hvad du ønsker dig, for måske får du det”, så handler det jo også om, at når man får alle de muligheder, man har drømt om, så er der altså fyldt godt op – i din kalender, og dit hoved og dit liv,« fortæller Bjarke Ingels, der understreger, at filmen er en ud af mange tusinde historier, som man kunne have fortalt.

»Da han inviterede mig ind i klippelokalet for at se det, som er meget tæt på det endelige resultat, havde jeg ingen anelse om, hvad jeg kunne forvente. Og det var overhovedet ikke, hvad jeg havde forventet – eller frygtet.«

I mange år fyldte arbejdet alt i Bjarke Ingels' liv. I filmen ser man ham dog kigge på forlovelsesringe til sin spanske arkitektkæreste Ruth, som han her er foreviget sammen med på bagsædet af en taxa.

»Jeg synes, det er en smuk og autentisk historie, som helt klart indeholder en del af det, som min verden har været fyldt af, og som mine tanker har kredset om, og mit hjerte har banket for. Jeg kan overhovedet ikke vurdere, om det vil være relevant eller interessant for andre end mig og mine nærmeste, som er med i filmen. Men det vil vi jo få svar på snart.«