Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

DR1 nedprioriterer dansk tv

TV 2’s hovedkanal sendte i 2014 over dobbelt så meget danskproduceret indhold som DR1. Medieordførere er negativt overraskede over den licensfinansierede station.

Michael Enggaard

I dag fejrer DR sin 90-års fødselsdag og egen betydning som samfundsinstitution, men når det handler om at vise danske programmer på den primære tv-kanal, tilbyder DR1 betydeligt mindre indhold end TV 2.

Udsendelser på dansk fyldte 28,4 pct. af sendefladen på DR1 i 2014. TV 2 brugte til sammenligning 70,8 pct. af hovedkanalens sendetid på danskproduceret tv, viser tal fra Gallup TV-Meter.

DR1 har nedprioriteret danske programmer siden 2010, da dansk indhold fyldte 55 pct. af fladen. Dengang sendte DR1 3.741 timers dansk indhold om året. Tallet er siden faldet hvert år til 2.364 timer i 2014.

Det overrasker både medieforskere og politikere, at DR, som modtager 3,6 mia. kr. om året i licensmidler, ligger så markant efter den reklamefinansierede TV 2.

Et tillidsbrud

Mette Bock, mediepolitisk ordfører for Liberal Alliance, mener, at DR har begået et tillidsbrud over for danskerne.

»Når der ikke er stillet politiske krav til, hvor meget dansk indhold DR1 skal sende, er det ud fra en tillid til, at DR ville løfte opgaven. DR er jo tvangslicensfinansieret. Det er ærgerligt, hvis vi politikere er nødt til at kræve detailstyring og sætte mål. DR burde af sig selv have større ambitioner,« siger hun.

Venstres Ellen Trane Nørby er enig.

»28,4 pct. danskproduceret indhold på DR1 er lavt, når man hvert år modtager en pengetransport med milliarder,« siger hun.

Også SF’s ordfører, Özlem Cekic, er skuffet:

»Der kan være mange forklaringer, men tallene er under alle omstændigheder utilfredsstillende.«

Kulturminister Marianne Jelved (R) støtter DR.

»Jeg noterer mig, at når man ser på alle DR’s tv-kanaler under ét – og det skal man i henhold til public service-kontrakten – så er andelen af dansk indhold 44,6 pct.«

Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR, afviser kritikken:

»DR1 er faktisk den eneste DR-kanal, hvor danskprocenten ikke er steget hos os. Det skyldes, at vi har udvidet sendetiden og sender flere udenlandske programmer i de tidlige morgentimer og sene aften- og nattetimer, hvor færre kigger med.«

Artiklens emner
TV 2
DR