Frarøvet friheden

Solomon Northup er en fri mand. Han er sort, søn af en tidligere slave, der har fået sin frihed. I staten New York 1841 kan Solomon leve et normalt liv som familiefar. Han ernærer sig blandt andet som violinist, og han siger derfor ja til at tage til Washington med et par mænd, der vil give ham et godt betalt spillejob i et cirkus.

Men før han har set sig om, er han blevet kidnappet af slavehandlere, der bringer ham til Georgia, hvor han gennem 12 år udsættes for et helvedesliv som slave. Hans familie ved ikke, hvor han er, og selv om ikke alle de mænd, som han slaver for, er lige barske eller empatiforladte, kan han ikke overbevise dem om, at han er en fri mand.

Stilsikker instruktør

Der er ikke noget kønt ved den engelske filminstruktør Steve McQueens filmatisering af den sande historie om Solomon Northup, der har nedskrevet sin historie i en bog, der lyder samme navn som filmen. Men på trods af den grumme historie er det en meget smuk film, som McQueen har skabt. Med meget faste og sikre stilistisk greb omsætter han et stykke amerikansk historie til fortællende kunst, der er originalt, ja enestående, også i et filmhistorisk perspektiv.

I stedet for at fortælle Northups historie i et rent kronologisk forløb, punkterer McQueen det lineære forløb med billeder som det, der indleder filmen, hvor et statisk kamera indrammer en gruppe af sorte mænd i hvidt tøj, der alle står og kigger lige frem. Mod publikum, men uden øjenkontakt. Den pointering af voyeurismen som et grundvilkår, vi som biografpublikum bliver mindet om på en subtil måde, er karakteristisk for McQueens filmisk selvbevidste stil.

Kreativitet og elegance

Instruktøren indledte sin karriere som populær videokunstner, inden han lagde alverden for sine fødder med ”Hunger”(2008) og ”Shame”(2011), og hans kritikerroste film har udmærket sig ved en formmæssig kreativitet og elegance. Han kender sine virkemidler til fingerspidserne, og han er ikke bange for at benytte et prægnant formsprog, selv om der kan være en risiko forbundet med at være alt for stilbevidst. Hvis ikke man har balancen i orden, kan kreativiteten nemlig blive en snubletråd for en ellers udfordringsparat instruktør. Men i tilfældet Steve McQueen kan man være sikker på, at der ikke er nogen slinger i stil-valsen. Han er helt sikker på benene.

Stor holdindsats

Heller ikke hans komponist, veteranen Hans Zimmer, ryster på hånden. Hans medfortællende musik giver filmen ekstra liv, mens den bemærkelsesværdige sammenklipning af lyd og billede er ekstraordinært velfungerende. Flere overblændinger mellem en scenes lyd over i en anden scenes billede og lyd er noget nær geniale. Man har lyst til at rose hele det såkaldt tekniske hold bag filmen, for det er en holdindsats af de helt store.

Derinde, hvor det gør ondt

I de 12 år, hvor Solomon Northup bliver holdt som slave, møder han mange forskellige skæbner, der knyttes til hans egen. Det betyder, at filmen præsenterer et væld af pragtskuespillere, mange i overraskende små roller, som er med til at give filmen endnu større tyngde.

Der er Paul Giamatti som hektisk slavehandler, Paul Dano som modbydelig, drypsvedende slavepisker, Benedict Cumberbatch som en from slaveejer, der mangler moralsk rygrad, og så er der formidable Sarah Paulsen som den forsmåede og kolde hustru til fremragende Michael Fassbenders ryggesløse plantageejer, der har en barbarisk besiddertrang over slaven Patsey, spillet af Lupita Nyong’o. Helt central er naturligvis Chiwetel Ejiofor, der legemliggør Solomon Northup.

Han er stor og sej som et ældgammelt egetræ. Hans barkede ansigt får gennem filmen en dybere og dybere kløft mellem øjnene, og man kan se lidelserne snitte sig ind i hans blik og holdning. Han er ankeret for både plottet og filmen.

Man kunne frygte, at en forfærdelig fortælling om denne uskønne del af Amerikas historie ville blive en selvretfærdig eller sentimental omgang a la ”The Butler”. Vi har også for nylig set Quentin Tarantino bruge ironi og humor som pensel i sin underholdende udgave af en før-borgerkrigshistorie. Men McQueen lader os ikke bruge overdrevne følelser eller blodig komedie som distance. Han lader historien synke derind, hvor det virkelig gør ondt.