Film som terapi
Tæt på: Hvor meget sympati, man end har for Nils Malmros, og hvor meget, man end ønsker at holde af hans personligt udleverende film, som angiveligt er hans sidste, kan man ikke kalde ”Sorg og glæde” for vellykket.
»Man bør, troer jeg, være nogenledes kold, for at kunne skildre sin Ild.«
Den første moderne, danske digter, Johannes Ewald, skrev dette om sin arbejdsmetode i 1780. Det kan meget vel være den smukkest spundne rettesnor for dem, der beskæftiger sig med autofiktion; dem, der tager udgangspunkt i deres eget liv og videreformidler selvoplevede begivenheder i en fiktionaliseret eller dramatiseret form.
Træd et skridt tilbage, så du ikke brænder dig på erindringen og kun overlader flagrende aske til dit publikum. Men kan det overhovedet lade sig gøre at se koldt og nøgternt på en så tragisk begivenhed som den, der indtraf i 1984 for Nils Malmros?
Koldt er det i hvert fald. Der er i filmen en nærmest uhyggevækkende rationel distance til tragedien. Alligevel bliver ”Sorg og glæde” mere privat end personlig, og det virker som om, at denne film mest er et terapeutisk projekt for Nils Malmros selv. Selvom jeg har al mulig sympati for instruktøren og hans kone, og selvom kunst kan have et vidtrækkende terapeutisk potentiale, bliver det en mærkelig uengageret publikumsoplevelse og ikke mindst som film betragtet en meget uadræt affære.
Der er løbet så mange avisinterview og råbende tabloidforsider foran Nils Malmros’ film, at vi ved, hvad der skal ske. Vi ved, at Malmros’ kone dræbte parrets lille datter under en psykose i 1984. Og vi ved, at kærligheden hos parret har været ubrydelig.
Katastrofen indtræder som det første i filmen. Johannes (Malmros’ alter ego spillet formidabelt behersket af Jakob Cedergren) kommer hjem fra et foredrag, og så er katastrofen indtruffet. Hans kone, Signe, har dræbt deres ni måneder gamle datter, Maria. I stuen finder Johannes Signes forældre. Faren er umælende, stivnet i sorgen. Han er ligesom sin datter maniodepressiv og føler filmen igennem skyld over at have givet denne mentale lidelse i arv.
Alt for stift
Moderen (Ida Dwinger) bryder sammen, da hun skal fortælle, hvad der er sket. En scene, der i øvrigt ser fælt overspillet ud. Dwinger er ellers vældig god i resten af filmen. Måske gengiver Malmros sin svigermors virkelige bevægelser. Måske kastede hun sig på gulvet, da det ubærlige skulle siges. Men det virker overdrevet på film. Og det er her, min anke er. At oversættelsen fra det historisk korrekte til det videreformidlede i fiktionsform bliver alt for stiv. Nils Malmros skulle om nogen vide, at virkeligheden behøver et vrid i fiktionsmaskinen for at blive filmisk overbevisende for et publikum.
Signe er blevet hentet af politiet. Johannes reagerer med foretagsomhed og opsøger den retspsykiater (Nicolas Bro), der skal vurdere, om Signe skal have en anbringelses- eller en behandlingsdom, og i flashback bliver parrets fortid oprullet. Johannes holder stædigt ved Signe. Selv er Signe i tvivl midt i sygdommen. Vil hun skilles? Er hun glad for, at Maria er væk? Det er psykosen, der taler. Helle Fagralid viser i rollen som den skrøbelige Signe sider af det enorme talent, den lille krop indeholder. Det er Cedergren og Fagralids film, for det er i deres afdæmpede mimik, fintfølende repliklevering og intelligente, fysiske spil, at det rørende opstår. Det er hos dem, man føler dybden i historien.
Der er ingen i dansk film, der som Nils Malmros har kunnet fortælle lune, indtagende historier om barndommen og de følelsesturbulente teenageår. ”Sorg og glæde” er hans film om at være voksen. Om den modne kærlighed, der formes af både sorg og glæde. Hvis hans tidligere film har handlet om uskyldstab, oftest set gennem kvindeøjne, er denne film endelig portrættet af manden Malmros’ helt eget uskyldstab.
Dermed går han et skridt nærmere det private, end han hidtil har gjort i sine autofiktive værker. Og her snubler han. For mange scener er for indforståede. Selvom det er en vigtig psykologisk kerne, virker de mange scener, hvor Johannes kredser betaget om sin unge hovedrolleskuespillerinde, som for tydelige markeringer af en pointe.
Scener fra hhv. ”Kundskabens træ” og ”Skønheden og udyret” genindspilles i filmen.
Men metaniveauerne skaber distance, samtidig med at de opleves som halvkrukket nostalgi. De mange genopførelser bliver handlingsretarderende og gør paradoksalt nok ”Sorg og glæde” filmisk fattig. Også selvom man kan forstå, at det altså kun er via mediet, at Malmros for alvor kan bearbejde sine oplevelser og vise sig selv. Men han er langt mere interessant i sine fiktive figurer.
Malmros’ brug af musik er dog ekstremt velfungerende. Eller rettere fraværet af musik. Han har meget modigt valgt kun at bruge underlægningsmusik i de filmklip, vi ser i filmen. Som til allersidst. I slutsekvensen viser Malmros, at han forstår at bruge filmmediet kommenterende og legende. Her brænder tyngden i projektet igennem. Det er en alvorligt god slutning.