Mit Liv Som Geisha: Instr. Rob Marshall
Svulmende kulørt og forlorent, men også bevægende kvinde-melodrama fra mellemkrigstidens Japan.
Mit Liv Som Geisha
USA 2005
Instruktion: Rob Marshall
Originaltitlen og kvindeuniverset til trods, så er historien bag "Memoirs of a geisha" oprindelig en roman, der sågar er skrevet af den mandlige forfatter Arthur Golden. Oven i købet har filmatiseringen af hans bestseller fra 1997 på dansk fået en titel, der fuldstændig irrelevant spiller på en gammel svensk ungdomsfilm. De kvindelige hovedroller i fortællingen fra mellemkrigstidens Japan spilles af de tre kinesiske superstjerner Ziyi Zhang som hovedpersonen, Michelle Yeoh, hendes mentor og Gong Li som hendes rival. Det hører man dog ikke, når de åbner munden, for bortset fra i filmens korte prolog taler alle i den så godt som rent asiatiske rollebesætning gebrokkent engelsk, hvoraf det for nogle skuespilleres vedkommende lyder, som om de har lært deres linjer udenad uden at kunne forstå dem.
Så som vestlig tilskuer, der aldrig har sat sine ben i Japan, endsige været i nærheden af den særegne geisha-kultur midt mellem højt kultiverede selskabsdamer og luksusprostituerede, ser man Rob Marshalls film med en ikke ubetydelig fornemmelse af noget forlorent. Af et Japan fortalt fra Hollywood, inklusive at alt, hvad der hedder japansk stilisering og fremmedartet sminkning, er holdt på et minimum, sådan at også vi brednæser kan leve os ind i personerne.
Men på sine egne kunstige og på alle måder kulørte præmisser er det en forførende og ofte ganske bevægende historie, der bliver fortalt af musical-instruktøren Marshall ("Chicago"), som fik filmen på afbud fra Steven Spielberg. Marshall viser sig imidlertid med sin sans for svulmende billeder og sit sikre greb om timing, rytme, kulisser og tableauer som en fuldgyldig afløser, godt sekunderet af den allestedsnærværende og overlækre musik fra Spielbergs huskomponist John Williams.
Holdte kvinder
Som niårig bliver den fattige fiskerpige Chiyo i 1929 solgt til en okiya, et geisha-hus, inde i den nærmeste storby. Igennem de næste godt 20 år følger man hendes vej til selv at blive den mest attråede af alle byens geishaer - alt imens den traditionelle japanske kultur, som hun er en del af, helt bogstaveligt bliver bombet ind i nutiden.
Geisha-miljøet er, som det skildres her, på én gang fascinerende og frastødende. Det er stadigvæk, uanset alle de kunstfærdige dansetrin og farvestrålende kimonoer, en verden af holdte kvinder, hvor de (meget) unge pigers mødom bogstaveligt talt sælges på auktion - men det er også i datiden én af en fattig japansk kvindes absolut få muligheder for at opnå noget, der bare ligner magt og indflydelse.
Det er det, som Chiyo - nu under "kunstnernavnet" Sayuri - begynder at indse, og det er her, filmen bliver rigtig skarp. For den får også vist, hvordan de muligheder, der trods alt er i miljøet, får alt det værste og mest intrigante frem hos mange af pigerne, så de med knive i ærmerne, gift på tungen og mord i blikket kan nå at udrangere hinanden og opbygge en magtbase for sig selv, inden de hurtigt bliver gamle og uattraktive.
Frigørende historie
Sayuri overlever dog med anstændigheden i behold, også fordi det for hende handler om noget andet og større: at blive geisha for den mand, hun allerede som barn har forelsket sig i - noget mere åbent og forpligtende er utænkeligt i denne ekstremt klassedelte skyggeverden. Det er så også her, at filmen gradvis får en mere og mere sentimental undertone.
Den mere spændende og frigørende historie er den om, hvordan Sayuri faktisk når frem til en langt højere grad af selvstændighed og handlekraft end de af hendes kønsfæller, der stadig sidder ureflekteret fast i geisha-rollen, og hvordan hun når frem til overhovedet at kunne fortælle sin historie som et selvstændigt menneske. Og man sidder som tilskuer tilbage med fornemmelsen af, at hvis romanen virkelig var blevet skrevet (og filmen instrueret) af en kvinde, ville den fortælling også have fået langt højere prioritet, end det er blevet tilfældet.