Tv-klassiker fortsætter uden J.R.
Larry Hagmans død forhindrer ikke tv-serien "Dallas" i at køre videre.
Den legendariske tv-serie "Dallas" blev for første gang vist i 1978 og stoppede efter 357 afsnit i 1991.
For nylig vendte tv-klassikeren tilbage på skærmen efter en pause på 21 år, hvor bl.a. skuespilleren Larry Hagman kunne genses i rollen som den skurkagtige oliebaron J.R. Ewing.
I sidste uge døde den 81-årige amerikanske skuespiller, der i øvrigt også kunne skrive filmproducer og -instruktør på sit cv.
Han er uforglemmelig og uerstattelig for millioner af fans verden over.Victoria Principal, skuespiller fra tv-serien "Dallas".
Men det stopper ikke tv-serien, der fortsætter på trods af dødsfaldet, skriver BBC.
Indarbejdes i manuskriptet
Den britiske tv-kanal Channel 5 har meddelt, at den sørgelige nyhed vil blive indarbejdet i manuskriptet.
Flere af de medvirkende skuespillere har udtalt sig om tabet af den elskelige skuespiller.
Victoria Principal, der kunne ses i rollen som Pam Ewing, har bl.a. sagt følgende om Larry Hagman:
"Han er uforglemmelig og uerstattelig for millioner af fans verden over."
Syv mio. ser med
Hagman døde ifølge familien af komplikationer i forbindelse med behandlingen af halskræft.
Da "Dallas" i sin tid blev sendt mellem 1978 og 1991, blev den fulgt af omkring 300 mio. mennesker i 57 forskellige lande.
Genkomsten af den både elskede og hadede tv-serie, der blev indledt i juni, er også blevet et kæmpe seer-hit, hvor syv millioner amerikanere følger med hver uge.