Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Instruktør pinte og ydmygede sine kvinder

Legendarisk instruktør havde sære sider - de mørkeste udpensles i nyt tv-drama.

Da den blot seks-årige pige flår papiret af gaven, hun har fået af sin mors arbejdsgiver, bliver hun forskrækket.

Forstår ingenting.

Det er en kiste.

Og ikke nok med det.

I kisten ligger en voksdukke, der til forveksling ligner hendes mor.

Den lille pige var stjernen, der i dag kendes som Melanie Griffith.

Moren var den den nu 82-årige Tippi Hedren.

Og giveren var ingen ringere end den legendariske britiske filminstruktør Alfred Hitchcock.

I kisten var Tippi Hedren iført det kostume, hun bar i Hitchcock-filmen "Fuglene".

Ingen havde dengang hørt om sexchikane. Var det sket i dag, havde jeg været en meget rig kvinde.
Tippi Hedren

Gaven var et udslag af Hitchcocks ofte perverterede trang til at drive gæk med sine omgivelser, og i det konkrete tilfælde bundede det i, at Tippi Hedren - trods Hitchcocks vedholdende og voldsomme forsøg - afviste hans tilnærmelser så konsekvent, at han ville hævne sig.

I et nyt HBO-produceret tv-drama - "The Girl" - der har premiere i USA og England den 20. oktober, fortælles historien om det dybt problematiske og barske forhold mellem Hitchcock og Hedren.

SE VIDEO: Intro 1 til "The Girl" & Intro 2 til "The Girl"

I 1962 spottede Hitchcock den unge smukke kvinde i en tv-reklame og hyrede hende til hovedrollen i "Fuglene".

SE VIDEO: Hitchcock introducerer "Fuglene"

Dermed blev hun indlemmet i flokken af dem, der ofte refereres til som The Hitchcock Blondes.

Vi vender siden tilbage til Hitchcocks mildt sagt usle måde at behandle Tippi Hedren på.

For at sætte tingene ind i deres rette perspektiv er det nødvendigt at rette projektøren på Alfred Hitchcock selv.

Hans storhed og betydning som stilskabende instruktør, kan ikke anfægtes. Hans plads i filmhistorien er permanent - også selvom "Fuglene", der opfattes som et af hans hovedværker, i dag unægtelig blegner i sammenligning med den moderne gyser.

Født i London

Alfred Hitchcock blev født i London, hvor han voksede op under meget beskedne kår.

Allerede som 20-årig følte han sig tiltrukket af filmens verden, at han fik job som tekster på stumfilm. Siden fik han mange andre funktioner - blandt andet også som medforfatter og instruktørassistent på flere stumfilm. På den måde fik han en meget grundig indføring i filmens verden.

Han lavede sin første film i årene 1925-1927. Den havde titlen "The Pleasure Garden", men både denne og den efterfølgende blev lagt i skuffen af selskabet, der fandt dem begge en tak for underlige og blottet for kommercielle muligheder. Bedre gik det med hans tredje film - "The Lodger" - som fik en vis succes både blandt publikum og anmeldere.

Tre år senere lavede han den første britiske tonefilm - "Blackmail" og han slog i årene, der fulgte, sit navn fast i den gryende britiske filmindustri.

Hollywood trak

Men ligesom tilfældet var med blandt andre englænderen Charles Chaplin, så trak Hollywood så voldsomt i ham, at han - hvis film også begyndte at vække opsigt på den anden side af Atlanten - i 1939 sammen med sin familie flyttede til verdens ubestridte filmcentrum i Los Angeles.

Hans første film lavet i USA blev "Rebecca" - premiere i 1940 - og den sendte ham med et trylleslag op i instruktørernes superklasse.

Hermed forlader vi Alfred Hitchcocks karriere som filmskaber. 54 film nåede han at lave. Mange af dem er glemt, men hovedværker som f.eks "Rebecca", "Fuglene", "Psycho", "En kvinde skygges" og "Menneskejagt" er blevet stående for eftertiden.

Formel og korrekt

Som menneske var han udadtil altid næsten overdreven formel og korrekt i sin opførsel, og han levede tilsyneladende et stille og roligt liv med sin kone Alma Reville, som han var gift med fra 1926 og frem til sin død i 1980. Han undgik konsekvent sladder-pressen og værnede nidkært om sit privatliv.

Ak ja, så er alt det sjove forbi, nu da i skuespillere er ankommet.
Alfred Hitchcock på første optagedag til ny film

Han levede og åndede for filmen og tvivlede aldrig på sin egen storhed. Behandlede ofte sine skuespillere som et nødvendigt onde og er citeret for i bygendelse af en flilmoptagelse at sige:

"Ak ja, så er alt det sjove forbi, nu da i skuespillere er ankommet."

Hele sit liv kæmpede han mod voldsom overvægt. I perioder vejede han over 150 kg, men det hindrede ham ikke i at lægge an på de kvinder, der kom i hans nærhed.

Frygtede kaos

Han var et ordensmenneske. En pedant i ekstrem grad, og han frygtede kaos omkring sig.

På et tidspunkt udtalte han:

"Jeg kan bedst lide at alt omkring mig er krystalklart og fuldstændig stille. Der skal helst ikke være skyer på himlen."

Mørke sider

Allerede mens han levede, men især efter hans død, er der kommet andre - og i mange tilfælde bestemt ikke just flatterende - sider af hans sammensatte personlighed frem i lyset.

Han elskede practical jokes og forsømte aldrig en lejlighed til at føre disse ud i livet.

Nogle af dem var urkomiske, mens andre var noget hårde for dem, det gik ud over.

Og så var der den tredje kategori:

De practical jokes, der var direkte ondskabsfulde - ofte grænsende til det sadistiske.

Harmløse jokes

I den lettere og mere muntre ende hørte, at han kunne finde på at anbringe en såkaldt "pruttepude" under sine gæsters bagdel under middagsselskaber, hvor ingen kunne vide sig sikre på, om det første, der blev serveret, var desserten. Andre gang fik han al maden farvet blå.

Ofte var hans ofre medvirkende i hans film, og ved et lejlighed sendte han 400 røgede sild til en af sine hovedkræfter. En anden gang fik han sendt en levende hest ind i en skuespillers garderobe.

En dag pralede en kameramand af, at han havde fået installeret et nyt elektrisk køkken. Da han kom hjem, lå der to ton kul i indkørsel med en stor seddel øverst: Betalt af A. Hitchcock.

Meget tit gik hans jokes ud over kvindelige skuespillere. Som f.eks. den dag, han blokerede døren til en telefonboks og fyldte den med røg, mens en af hans kvindelige medvirkende befandt sig i den.

Total ydmygelse af assistent

En af de direkte modbydelige og ondskabsfulde gik ud over en assistent.

Hitchcock væddede en ugeløn på, at assistenten ikke turde opholde sig lænket til et kamerastativ hele natten i et tomt og mørkt studie.

Det mente assistenten sagtens, at han kunne klare, og da dagens arbejde var forbi, lænkede Hitchcock ham selv med håndjern til det tunge kamera og puttede nøglen i sin lomme.

Han er stadig en helt i mine øjne. Hitchcock var en mand, der var ekstremt ensom og ulykkelig. Jeg har meget ondt af ham
Gwyneth Jones - manuskriptforfatter til "The Girl"

Lige inden han forlod ham, tilbød han ham generøst et stort glas cognac, så han kunne falde i søvn.

Da holdet mødte om morgenen, fandt de en ydmyget, grædende, syg og udmattet assistent.

Hitchcock havde hældt et meget kraftigt afføringsmiddel i cognac'en, og assistenten var sølet ind i sin egen afføring.

Målet for Hitchcocks practical jokes var meget ofte kvindelige skuespillere, som han ofte åbenlyst gjorde stormkur til. Jo mere de afviste ham, jo mere ondsindet og modbydelig blev han.

Fysisk overlast

Blandt hans ofre for noget, der lignede et hævntogt, var også Tippi Hedren, som han under optagelserne til "Fuglene" udsatte for voldsom fysisk overlast. Det samme gjorde han med stjerner som Grace Kelly, Kim Novak, Ingrid Berman og andre.

Da "Fuglene" blev optaget, havde instruktøren lovet Hedren, at der ville blive tale om mekaniske fugle, men da hun skulle optage scenen, hvor hun bliver angrebet af en kæmpe flok fugle, var der tale om levende fugle, der blev fastgjort til hende med elastikker, så angrebet kom til at virke realistisk.

SE VIDEO: Tippi Hedren i "Fuglene"

Tiippi Hedren har i forbindelse med den aktuelle film om Hitchcocks behandling af hende udtalt, at der derfor egentlig ikke var tale om skuespil. Hendes angst var ægte.

Efter fem dages optagelser var hun fysisk og psykisk kørt ned.

Sexchikane

Samtidig skulle hun dæmme op for Hitchcocks kontinuerlige kurmageri.

"Ingen havde dengang hørt om sexchikane. Var det sket i dag, havde jeg været en meget rig kvinde."

Hitchcock forlangte ifølge det aktuelle tv-drama, at Hedren skulle stå til rådighed i døgnets 24 timer, hvilket hun nægtede. Instruktøren brugte hende igen i sin næste film "Marnie" og da tog hans besættelse af hende - og chikanen - til i styrke.

Ødelagde hendes karriere

Hun afviste ham konsekvent, og dette medførte at Hitchcck truede med at ødelægge hendes karriere - hvad han også siden gjorde. Hun var bundet til ham på en syv-årig kontrakt, og den nægtede han at løse hende fra, selvom han siden ikke brugte hende.

I et interview med New York Times siger Tippi Hedren blandt andet om Hitchcock og hans chikaner:

"Det må være hårdt, når man ser sig selv som en attraktiv, romantisk mand, og så vågne op om morgenen og ser på det ansigt og den krop."

Stadig en helt

Da "The Girl" i august blev vist for et indbudt publikum, var den generelle holdning blandt publikum, at den vil skade Hitchcocks eftermæle, men sådan ser manuskriptsforfatteren Gwyneth Jones ikke på det.

Åh nej, nu må jeg i terapi igen
Melanie Griffith efter at have overværet premieren på "The Girl"

I et interview til den britiske avis The Telegraph siger hun blandt andet:

"Han er stadig en helt i mine øjne. Hitchcock var en mand, der var ekstremt ensom og ulykkelig. Jeg har meget ondt af ham."

Filmen fortæller sandheden

Tiippi Hedren overværede visningen sammen med sin datter og udtalte bagefter blandt andet, at filmen skildrede sandheden omkring en frygtelig og skræmmende oplevelse.

"Han ødelagde min karriere, men ikke mit liv. Overhovedet ikke. På grund af de to film blev jeg en celebrity, og det har jeg siden kunnet bruge på mange måder," sagde Tippi Hedren.

Da Melanie Griffith havde set filmen, rejste hun sig med bemærkningen:

"Åh nej, nu må jeg i terapi igen."

Tippi Hedren - der i parantes bemærket da også af de fleste ikke blev opfattet som specielt talentfuld skuespiller - fik ingen fremtid i Hollywood.

I de seneste mange år har hun kæmpet for dyrevelfærd, og en af hendes mærkesager er at få udstedt et generelt forbud mod handel med eksotiske dyr i USA.

Hvorfor ?

Hvorfor Hitchcock ved siden af sit ubestridte talent for at lave film havde disse mørke sider, er der mange teorier om.

Jeg kan bedst lide at alt omkring mig er krystalklart og fuldstændig stille. Der skal helst ikke være skyer på himlen.
Alfred Hitchcock om sin angst for kaos

En af dem handler om en voldsom episode, han var udsat for, da han var omkring 5 år gammel.

En dag. da han havde opført sig dårligt, sendte hans far ham hen på den lokale politistation med en seddel i hånden.

Politichefen læste den og låste derefter den lille skræmte dreng ind i en celle.

Efter et kvarters tid blev han låst ud igen med en bemærkning fra politichefen om, at det var sådan, man behandlede uartige drenge.

Hitchcock har siden udtalt, at han aldrig havde glemt denne ydmygelse.

Andre mener, at hans overdrevne trang til at lave sine practical jokes og sine evindelige sexchikaner simpelthen skyldtes, at han understrykte homoseksuelle tilbøjeligheder.