BIG FISH: Instr. Tim Burton

BIG FISH
USA 2003
Instruktør: Tim Burton
2 timer 5 minutter

Under forteksterne er der billeder af en stor fisk, der svømmer rundt i en flod, og på lydbåndet fortæller en selvsikker stemme om mange forsøg på at fange fisken. Ind imellem klippes der til forskellige generationers spændte ansigter, for hvor bevæger historien sig hen?

Så ser vi taleren, Edward Bloom (Albert Finney i topform), en vital ældre mand, der bruger sin søns bryllup til at sætte fokus på sig selv. Og det selv på en dag, da sønnen rettelig burde være i centrum. Det gør sønnen Will (Billy Crudup) så skidesur, at han siden nægter at se sin far.

Så kan den egentlige film begynde. Der er gået tre år. Sønnens mor (Jessica Lange) ringer og fortæller, at faderen ligger for døden. Sønnen vender tilbage til barndomshjemmet, i håb om en form for forsoning med faderen. Den får han til slut, på en måde, der overrasker og luner og betager og griber, som mange andre scener i filmen gør det, mens vi i en række tilbageblik får fortalt faderens historie. Først var han drengen, der ikke kendte til frygt, end ikke da han stirrede en heks i hendes glasøje, for dér at se sin død, for det slog ham, at kendte han den, så var der så mange andre begivenheder, han ikke behøvede at frygte, fortæller han.

Så vi hører om ham som ung (nu spilles han fint af Ewan McGreggor), om hans møde med den grumme kæmpe Karl (Matthew McGrory), som han med snilde og godt sind får væk fra lillebyen; vi hører om hans møde med den mærkværdige by Spectre, hvor alle går uden sko og er lykkelige; og vi hører om hans møde med en cirkus, hvor han oplever kærlighedens lynnedslag, men uden at vide hvem pigen er, eller hvor han kan finde hende. Derefter træller han i tre år for cirkusdirektøren, mod hver måned at få en oplysning om pigen, så han til sidst kan opsøge hende.

Dybt personlig

Filmen igennem veksles der mellem disse tilbageblik og sønnens reaktion, hans vrede, hans sorg, hans accept. Og til slut, da en blodprop er ved at sætte punktum for Edward Blooms liv, får vi forsoningen mellem far og søn i en række scener, som Fellini næppe kunne have gjort bedre, fyldt med overrumplende visuel fantasi (som filmen i det hele taget er det, det er jo Burton, der har lavet den!), men også med en mildhed og en medmenneskelig generøsitet, der fryder og griber om hjertet.

Det er en film fyldt med besynderlige eventyr, somme tider frit fabulerende, andre gange stram og koncis, men hele tiden fyldt med små og store overraskelser, både i den eventyrlige historie og i billedsproget. Det er også en film, der for Tim Burton har været dybt personlig. Som filmens Will voksede Tim Burton op med en far, han kun sjældent så, og som Will har det taget Tim Burton tre-fire år at finde ud af sig selv og sine følelser for faderen, før han kunne lave denne mærkværdige og storslåede, dybt beåndede film, der midt i det morsomme og fantastiske og frydefulde rummer en dyb melankoli, som man fornemmer længe efter filmens sidste gribende billede.