Journey to the Mysterious Island
Eventyrfilmen ”Journey to the Mysterious Island” er på sine egne præmisser underholdende og tager sit publikum med på et hvirvlende eventyr.
Journey to the Mysterious Island
USA 2012
Instruktion: Brad Peyton
1 time og 34 min.
Handlingen læner sig op ad fire gamle eventyr-romaner: Robert Louis Stevensons ”Skatteøen” (1883); Jules Vernes med samme titel som filmen (1874) og ”En verdens omsejling under havet” (1869), og endelig Jonathan Swifts ”Gulivers rejse” (1726). En 17-års knægt modtager et krypteret signal fra en fjern ø, hvis eksistens bestrides af alle. Men han er en rask dreng, der vil finde den og får hjælp til det af sin stedfar, der spilles af Dwayne Johnson kaldet ”The Rock”, og er et stort skrummel uden nævneværdige evner som skuespiller, men han vinder ved nærmere bekendtskab. Sammen rejser de på opdagelse i Polynesien og entrerer med en lokal helikopter-pilot og hans labre datter. Og sammen finder de under voldsom turbulens den fantastisk ø, hvor drengens excentriske farfar, en herligt veloplagt Michael Caine, har levet som eneboer i årevis. Øen er det rene eventyr godt blandet op med gru: Alle store dyr forvandles til små og små til store, mens eventyrerne forfølges af glubske, spraglede rovfugle eller angribes af dinoer. Øen er tropisk med vild, frodig vegetation, en vulkan af guld og en ældgammel ruinby, der har været hovedstad i det sunkne land Atlantis, idet den med århundreders interval dukker op af havet som en palmegrøn ø for igen at opsluges efter lange tider. Nu er tiden inde, oceanet vælter ind over den, og se selv, om vores fem venner klarer sig. Der er fuld fart på handlingen, chokeffekterne i 3-D udebliver ikke, og på sine egne betingelser er filmen ganske underholdende og kan tage børn, der er gamle nok til underteksterne, med ud på et vildt hvirvlende, åndeløst spændende, fantastisk eventyr.
Og ikke et ondt ord om det.