Kepler-filmatiseringer godt på vej
De populære Lars Kepler-romaner, bag pseudonymet gemmer der sig et svensk ægtepar, ser ud til at få et spændende filmliv.
Berlin
Netop nu er Lasse Hallstrøm (bl.a. "Mit liv som hund" og "Æblemostreglementet") i gang med at filme første bind, "Hypnotisøren", og på rollelisten er bl.a. svensk films store mandlige stjerne Mikael Persbrandt og Lena Olin. Filmen er i øvrigt Hallstrøms første på eget modersmål i 25 år.
Nu er der også skrevet kontrakt på en filmatisering af Keplers anden bog, "Paganinikontrakten". Den skal laves af den garvede thrillerinstruktør Kjell Sundvall, som tidligere har instrueret bl.a. "Jægerne".
Foreløbig er der udgivet tre Lars Kepler-bøger i en planlagt serie på otte. Filmrettighederne til dem indehaves af Svensk Filmindustri og Sonet Film.
"Hypnotisøren" var den mest solgte bog i Danmark i 2010 med et salg på lige under 200.000 eksemplarer.