Jungledyret Hugo - fræk, flabet og fri

JUNGLEDYRET HUGO -

FRÆK, FLABET OG FRI

Danmark, Letland og Norge, 2007

Instruktion: Jørgen Lerdam og Flemming Quist Møller

1 time 12 min.

Premiere i dag i en række biografer landet over


»Når Dellekaj laver leverpostej, og frikadeller og flæskesteg...« bragede det ud af min kassettebåndoptager, da jeg var barn. I 1990'erne blev det elskelige lille og yderst sjældne jungledyr, Hugo, filmstjerne, og nu vender han tilbage på det store lærred 11 år efter sin seneste biografoptræden.

Med tiden er historien om Hugo blevet mere og mere opslugt af populærkulturens mekanismer, og den charme, som båndets jungledyr havde, er ikke længere helt intakt. Heldigvis er Hugos skaber, Flemming Quist Møller, stadig med som både manuskriptforfatter og medinstruktør, og det forlener projektet med en evident originalitet.

Jaget eksemplar

Hugo og hans søde ræveveninde Rita har fundet et trygt tilholdssted på en lille dansk ø, hvor de lever i fred for forfølgere og af Dellekajs legendariske frikadeller.

Men Hugo er jaget vildt. Som verdens mest sjældne dyr er der et hav af skruppelløse, pengegriske skurke, der vil have fat i ham, heriblandt general Maximus, doktor Sturmdrang og professor Strix, der alle har særlige ideer til udnyttelse af det særlige dyr.

En dag kidnappes Hugo og føres tilbage til junglen - og vennerne, aberne Zig og Zag - hvor det er meningen, at han skal gøre sig som frontfigur for bredkæbede Donna Primas lækre jungleparfume.

Rota og Dellekaj følger efter ham og forsøger at redde ham fra kapitalismens lange arm. Slutningen skal naturligvis ikke afsløres her, men at den ikke er, som denne anmelder havde forventet, er ikke for meget at sige.

Fortænkt handling

Der er mange ting, der er gode i ”Fræk, flabet og fri”. Animationen er lydefri, og karaktererne er skægge (om end en kende ensporede). Også stemmerne er ganske udmærkede. Men som helhed betragtet er filmen ikke stærk nok.

Handlingen er mildt sagt fortænkt, og det er tydeligt, at der ikke er flere deller at stege på det dyr. Og i det perspektiv er det en trist skæbne, verdens sjældneste dyr må lide.

kultur@jp.dk