True Grit

True Grit

USA, 2010

Instruktion: Joel og Ethan Coen

Premiere i dag i biografer landet over

I 1969 fik den både produktive og habile amerikanske instruktør Henry Hathaway en komfortabel succes med sin filmatisering af Charles Portis' roman fra 1968, ”True Grit”.

Grit betyder rygrad, ben i næsen, uforfærdet, og filmen fik den ferske, men ikke misvisende danske titel ”De frygtløse”.

Sent i sin karriere spillede John Wayne hovedrollen - der egentlig tilhører pigen i historien - som den gamle og tunge, hærdebrede og knarvorne, fordrukne brumbasse Rooster Cogburn med sort klap for det ene øje og vandt sin eneste Oscar for præstationen.

Ypperlig bog

Romanen, der hører til de ypperste i amerikansk populærlitteratur, er som et partitur, der kan gennemspilles i forskellige orkestreringer.

Det har brødrene Coen benyttet sig af ved at fortælle den samme historie, men med andre betoninger, så der nu foreligger to fremragende filmatiseringer.

Hathaways er en enkel, klar beretning om heroisme og retlinethed med et klimaks, der i dag har karakter af ikon:

Scenen hvor Wayne til hest tager tømmen mellem tænderne og med kolossal kraft tordner direkte imod fire skurke svingende og affyrende gevær og pistol - frygtløs og uforfærdet. Scenen er også med i brødrene Coen-versionen, men uden samme svimlende crescendo.

Tvetydigt ord

I deres univers spiller forholdet mellem heroisme og retlinethed kun en underordnet rolle, for det bestemmes af noget andet, nemlig to sætninger, som forekommer i både bog og film, hovedpersonen, den 14-årige Matties bemærkning:

"Man kommer til at betale for alting i denne verden - på den ene eller den anden måde. Regnskabet er ubønhørligt, intet er gratis - undtagen Guds nåde."

Men ordet nåde er her - som den amerikanske litteraturkritiker Stanley Fish har fremhævet - tvetydigt og kan både betyde en gave, der er for alle og enhver, eller en gave, der alene skænkes dem, som Gud udvælger - af uudgrundelige årsager.

At det er det sidste, som har gyldighed i både roman og film, fremgår af en sætning, som filmen udelader, men som ligger implicit i dens dramaturgi:

"Man kan ikke optjene eller gøre sig fortjent til den (nåden)."

Det betyder, at der ikke for en almindelig betragtning er nogen sammenhæng mellem, hvad mennesker gør, og hvordan det går dem. Tilfældigheden råder på må og få - undtagen fra Guds perspektiv.

Religiøst tema

Romanen har et fastholdt religiøst tema og er gennemsyret af bibelcitater og -allusioner straks fra begyndelsen, hvor skurken, der myrder Matties far, flygter i panik, skønt ingen er efter ham.

"Den uretfærdige flyr, skønt ingen forfølger ham," konstaterer Mattie - også i filmen - med et citat fra Ordsprogens Bog (28.19).

Mattie vil have hævn over sin far, men er ikke hævngerrig.

Det er retfærdighed, hun forlanger med hele sin ungdoms indædte kompromisløshed, der sætter hende i stand til at herse og regere med gamle, erfarne mænd, blandt dem først og fremmest sheriffen Rooster Cogburn - her spillet af Jeff Bridges i en magtfuld præstation, der lever op til John Waynes uden at kalkere den.

Sammen med ham og en nidkær, kantet politimand fra Texas (Matt Damon) drager Mattie (sensibelt og beslutsomt spillet af den kun 14-årige Hailee Steinfeld (Kim Darby var 21 som Mattie i udgaven fra 1961) ind i et lovløst indianer-område for at fange morderen og de fallerede, afstumpede eksistenser, han holder til hos.

Mattie stiller sig det spørgsmål, hvorfor hendes far tog sig venligt af en slyngel, der blev hans morder? »Han var sin broders vogter,« svarer hun, men at den broder, du vogter, tager dit liv, det er en af de absurditeter, brødrene Coens film vrimler med - også de øvrige.

Der er altid et hul

Her sker det mest skæbnesvangert, da Mattie slutteligt triumferer og skyder morderen, men kastes tilbage af rekylen og dratter ned i et hul, der vrimler med giftslanger.

Mange år senere genkalder hun sig situationen: »Jeg glemte hullet bage mig. Der er altid et hul bag ved dig eller foran eller ved siden af. Sådan er det bare.«

Men Matties ukuelige stædighed får sine omkostninger. Efter et slangebid mister hun sin ene underarm, og hun forbliver gammeljomfru til sin død. Hun følger sin kurs, fordi hun med religiøs forvisning tror på sin sag, men den giver hende samtidig en mental klap for øjet, der svarer til Roosters konkrete og en invaliditet, så hun som sine sidste ord halvt resignerende kan sige: »Tiden løber bare fra os.«

Samtidig fastholdes forvisningen om den højere retfærdighed i den afsluttende sang, hvor det hedder: »What have I to dread what have I to fear leaning on the everlasting arms.«

Saltet i fortællingen

Brødrene Coens film plejer ikke at reflektere over metafysiske spørgsmål, og dog var deres forrige film ”A Serious Man” (2009) en satire over deres egen jødiske baggrund.

I den gamle ”True Grit” er de bibelske allusioner kun et krydderi, man ikke skal lægge for meget i. Men her er de selve saltet i fortællingen - uden opbyggelighed, fordi filmen nægter at harmonisere de dilemmaer, som begivenhederne rejser.

Modsigelserne, omkostningerne og lidelserne får lov at stå i deres tragiske renhed, hvad der netop gør denne i øvrigt kulørte og spændende og mesterligt visuelt designede historie så besættende og betagende.

TV: Se klip fra filmen