Alle for én
En håndfuld af landets førende yngre komikere spilder tiden og talenterne i en uinspireret forbryderkomedie. De ser heller ikke ud, som om de selv morer sig.
Komedie
ALLE FOR én
Danmark, 2010
Instruktion: Rasmus Heide
1 time 22 min.
Angiveligt er manuskriptet til ”Alle for én” skrevet af Mick Øgendahl. Det er dog svært at tro, at det skulle være den populære komiker af samme navn, der jo har ry for at være ét af den danske stand-up-scenes mest originale hoveder.
Ganske vist er han medproducent på filmen og optræder selv som én af tre bøvede biltyve (de andre er Rasmus Bjerg og Jonatan Spang), der sammen med en bøvet politibetjent (hovedrolledebutanten Jon Lange) skal stjæle et læs narko fra en skummel udenlandsk bagmand.
Aldrende stjerne
Han spilles af den aldrende hollandske stjerne Rutger Hauer, der forståeligt nok ser ud, som om han længes tilbage til en af sine gamle glansroller som terrorist, vampyr eller sadistisk seriemorder.
Men derudover slæber den korte film sig af sted som ét langt, hjælpeløst sammenkog af flade genbrugsvittigheder af »det sagde hun også i går«-typen (og den optræder faktisk) samt en sejpint Holocaust-joke, som vist skal vise, hvor grænseoverskridende Øgendahl og Bjerg søreme tør være.
Og nå ja, man får da også både set Øgendahl sprede balder, diskutere kønsvorter og gnaske Jakabov af dåsen, og hvis det er nok til, at hans fanbase køber billet, er alle vel glade.
Selvironisk og selvglad
Instruktøren Rasmus Heide havde ellers godt fat med karakterkomedien ”Blå mænd” og grovfarcen ”Julefrokosten”, der i helt anderledes grad turde gå frygtløst til sjofelhederne og kropsvæskerne.
Her er han henvist til at pumpe den underligt pyssenyssede og stedvis sågar småsentimentale ikke-historie op med hidsig musik og hidsige kamerature for dog at forsøge at skabe en illusion af, at der sker noget.
Grundtonen er et underligt sted mellem uinspireret efterligning af Olsen-banden og umorsom, vistnok selvironisk og i hvert fald selvglad parodi på danskere, der leger med barske gangsterklichéer og taler demonstrativt dårligt engelsk.
Gad vide om Charlotte Fich og Gordon Kennedy som bøvede politifolk selv synes, at de er sjove?